Fortsæt til indhold

“Hvis det ikke er ’Hell yeah’ er det ’No’”

’Mr. StreetDome’, Morten Hansen tæller på knapperne. Et stramt budget vil gøre ham til fortid i sit eget livsværk, skriver han

Arkiv
Peter Rasmussen

Scenen på billedet er fra 2014. En flot oktoberdag, hvor Haderslev officielt blev 'Home of the Dome'. 'Legepladsen' til 35 millioner blev åbnet og manden, der mest af alle havde kæmpet for idéen, Morten Hansen, blev ansat som daglig leder. Efter en hård kritik - ikke mindst fra politisk side - er det nu spørgsmålet om Morten Hansen også i fremtiden vil stå i spidsen for sit eget livsværk. Det kommer efter al sansynlighed til at afhænge af det fremtidige budget. Det skriver Hansen i set indlæg på StreetDomes facebookside. Et indlæg, der er udformet som en 'MUS' samtale med sig selv.
“StreetDome er lige så meget af mig selv, som jeg selv er. Og for at min sjæl kan brænde for StreetDome i fremtiden, skal min ild have den rigtige brændsel,” siger Morten Hansen blandt andet i samtalen med sig selv.
Han understreger at det i høj grad afhænger af, om Haderslev kommune - i sit nye budget og i sin fritids- og kulturpolitik - blot ønsker sig en stor legeplads på havnen eller et internationalt fyrtårn for Haderslev.

Der er plads til forbedring

Morten Hansen har, som daglig leder, udarbejdet en analyse af de første to år, som er afleveret til bestyrelsen forud for et møde med de politisk ansvarlige tirsdag. Man kan læse hele analysen på StreetDomes facebookside.
I analysen kan man se at der er områder, hvor det har været uhensigtsmæssigt og hvor Morten Hansen er helt enig i, at der skal strammes op. Samtidig må man huske at StreetDome var starten på noget nyt. Ingen har tidligere haft et sådan sted, og derfor fandtes der heller ingen erfaringer. Og klassiske strukturer som bilags-regler, organisation osv har måske været udfordret af det kreative miljø.

Måske penge på vej

Udvalgsformand Allan Emiliussen ser med fortrøstning frem til tirsdagens møde. I et interview med JV siger han blandt andet.
“StreetDome havde i 2015 et underskud på 170.000 men vi leder ikke efter en skurk. Det er meget muligt at projektet er underfinansieret, og jeg tror at der er politisk velvilje til at sende måske 500.000 kroner mere i retning af StreetDome. Vi skal blot have organisation og regler for pengestrømmene på plads,” siger han til JV.
Næste kapitel skrives når parterne mødes tirsdag.