Fortsæt til indhold

Kvinder i Vejle kan få besøg af tøjbutik

Onlineshop og kundebesøg kombineres hos NeedbyM af Marlene Mærkedahl

Arkiv
Af Anne Smedegaard

For få uger siden åbnede webshoppen NeedbyM, og nu er 36-årige Marlene Mærkedahl begyndt at køre rundt til kvinder i Vejle, der vil være med på moden. Hun vil nemlig personliggøre internethandel.
”Der er alt for mange, der køber tøj over nettet, der ikke ved, hvem de handler med,” forklarer hun.
Det vil hun lave om på. Udover at sælge sit tøj på hjemmesiden NeedbyM vil Marlene Mærkedahl også kører ud til venindegrupper, kvindeklubber og firmaer med mange kvinder ansat, og vise dem, hvad der bliver næste sæsons trend, og hvordan det passer præcist til dem; hvilke former og farver, de bør vælge.

Noget for alle

Der er nok tøj at vælge af. Marlene Mærkedahl har fire kollektioner om året, en per sæson, og tøjet, der kan mikses på kryds og tværs, beskriver hun selv som ”råt på den feminine måde.” Det kan bruges af kvinder i alle aldre.
”Det går fra 18 eller 20-årige og op. Min mor er vild med tøjet, og hun er 65 år,” fortæller Marlene Mærkedahl, der har været i modebranchen i 14 år.
Tøjet, hun sælger, importerer hun fra Italien og Frankrig. Hun designer en del af det selv.