Ny udstilling er en Kronprins værdig
Du ved det egentlig godt, men nogle gange er det bare lidt svært at forklare din irriterende fætter Allan, hvad det der offshore egentlig helt præcis er.
Har du det også nogenlunde sådan, så skal du ikke længe fortvivle. Du skal derimod invitere Allan en tur på Fiskeri- og Søfartsmuseet for at opleve den nye udstilling “Energi fra Havet – Dansk offshore på Nordsøen”.
Her får han, skolebørn og alle os andre på meget, meget fornem vis en både sjælden og informativ mulighed for at komme helt tæt på de danske offshore-platforme, vindmølleparker og alle de andre aktiviteter, der dagligt foregår i Nordsøen.
Udstillingen åbnede i sidste uge med Kronprins Frederik og formanden for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som trækplastre, men selv om Kronprinsen er en sympatisk fyr og fonden har doneret 15,5 millioner kroner, så er det altså udstillingen i sig selv, der er trækplastret.
Den er ualmindelig god og fejende flot, og på disse kanter bør et visit på udstillingen ganske enkelt være pensum for ethvert bysbarn.
Så er det sagt.