Fortsæt til indhold

100 år med hygge i fællesskab

Byparkens jubilæum blev fejret efter alle kunstens regler

Arkiv
Jan Partoft

Byparken har ligget mellem byen og fjorden i 100 år. En var en gave fra manufakturhandleren O.H. Schmeltz, og pengene er givet på den betingelse, at det skulle være et lystanlæg uden nogen form for sport.
Lyst, glæde og historier var der masser af, da parkens jubilæum blev fejret søndag, hvor hundredevis var mødt op.
Her var der gør det selv underholdning ved flere af de poster, der var sat op. På andre poster blev der fortalt om Byparken og om nogle af de begivenheder, som parken har lagt græs til.
Man kunne høre om, hvad der gemmer sig under græsset fra vikingetiden, genforeningsstenen, de mange former for musik, vandet, kunsten, og hvordan parken var byens første offentlige.
- I 1898 var en offentlig bypark ikke noget naturgivent, parker var noget de rige måske havde råd til, sagde borgmester Joy Mogensen blandt andet i sin jubilæumstale.

Liv i fællesskab

Når hun nævner året 1898 var det fordi, det var her kommunen fik pengene doneret via Schmeltz testamente. Det var først langt senere, at området blev sat til salg. Derfor blev parken første indviet i 1916.
- Schmeltz vision om parken blev ikke færdig i 1916, parken har udviklet sig lige siden. Her sker der noget, som har betydning for fælleskabets liv, sagde borgmesteren.
Fejringen af jubilæet var sat i værk af formanden for Kultur- og Idrætsudvalget Birgit Pedersen.
- Det er ikke altid til at vide, hvornår noget bliver 100 år, jeg fik det at vide af to gange Per. Det var Per fra Pipers Hus og Per Historiker, fortalte Birgit Pedersen.
- Så sagde jeg næsten som i nogle af tv-reklamerne 'Det skal fejres'. Vi fik penge til det af Byrådet. Med hjælp af forvaltningen og museerne fik vi sat arrangementet sammen.
Et fast indslag i Byparken har altid været den musikalske underholdning. Det blev man heller ikke snydt for ved jubilæet. Her sørgede søstrene Vera og Hjørdis Gerup for at lægge vellyd til begivenhederne.
Festlighederne blev garneret med sang fra de fem kor Roskilde Krukkerne, Samklang, Studiekoret, Voxoman og De Vers og fællessang med ‘I Danmark er jeg født'. Gå hjem musikken blev leveret af Halfdanskerne.
jp@roskildeavis.dk

Vikingeskibsmuseet havde flytte det lille bådebyggeri til søen i parken. Det havde mange børn glæde af.
Helle Hove og Iben Brøndum fortalte om nogle af deres kunstneriske arbejder, der findes i Byparken.
Per Steenholt fortalte om den godt gemte genforeningsten.
Fem kor sang for til ‘I Danmark er jeg født’.
Trillebånd var en af de gamle lege, der kunne prøves kræfter med.
Sjipning er ikke helt ukendt for nutidens børn.