Fortsæt til indhold

Vi skal have bussen til Jordrup igen

Arkiv
Arkiv

Kristian Kruse Byrådskandidat for DF Chr. Jensens Vej 7, Jordrup Der er mange problemer med busserne i Kolding Kommune, men værst ramt er Fynslundområdet. Efter at have undersøgt den kollektive trafiksituation i Jordrup står det tydeligt, at det er helt galt. Det gør det vanskeligere at få folk til at flytte til Jordrup området. Jeg kan så også forstå, at det giver problemer, når nogle børn fra skolen skal hjem om eftermiddagen. Nogle kan cykle, men når det bliver vinter, hvor det er mørkt og koldt, så sidder de trods alt mere sikkert i en bus. Det kan ikke være rigtigt, at langt de fleste busafgange går til Lunderskov banegård, for at man kan tage toget til Kolding. Vi betaler skat som alle andre, og vi kom ind i byzonen for et par år siden. Så er det vel kun rimeligt, at man kan forvente en vis betjening med offentlig trafik. Jeg kan huske kampen for at få bussen til Jordrup igen, men det ville regionen ikke. Det skal vi ikke hænge os i nu, vi skal aktivt løse problemet. Derfor har jeg fået sat penge af i Dansk Folkepartis budgetforslag, der skal forhandles her i september. Hvis Venstre støtter det, så er der flertal. Så kan vi i Jordrup i samarbejde med kommunen finde en rute, der giver den bedste dækning af området.