I har gjort det godt
Rejsegildet for Nytorv i Middelfart fandt sted onsdag. Nu har begge rådhusfløje nået deres fulde højde - og om få uger skyder de tre boligtårne i vejret.
“Nytorv bliver på den ene side en styrkelse af både handelslivet og bosætningen i Middelfart Kommune med butikkerne og boligerne. Og på den anden side kommer det nye rådhus til at effektivisere den kommunale administration, når syv adresser samles til én,” fremhævede borgmester Steen Dahlstrøm i sin tale, hvor han på byrådets vegne roste håndværkerne for både dygtighed og deres løsningsorienterede indstilling til projektet:
“I har gjort det godt. Der har selvfølgelig været udfordringer med både nedbrydningen og miljøsaneringen. Det er uforudsete ting, som kunne have forsinket byggeriet væsentligt mere, hvis I ikke alle omkring Nytorv havde haft så fin en indgang til at løse tingene på en fælles og ordentlig måde. Det skal I have tak for,” sagde Steen Dahlstrøm.
Den første del af arbejdet har både støvet, støjet og fået jorden til at ryste. Nu varer det imidlertid ikke længe, før den groveste del af projektet er afsluttet. I uge 45 skulle alle elementer gerne være på plads - og det betyder også bedre tider for trafikafvikling i bymidten.
“Vi lover, at det bliver det hele værd, når vi klipper snoren til sommer,” sagde Steen Dahlstrøm og satte sin ønskedato på: Den 17.7.2017 kl. 17.17.