Fortsæt til indhold

Fest for fred

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

ROSKILDES MUSLIMER og flere andre indbyder den kommende lørdag 17. september til stor Eid-fest på Stændertorvet for at markere afslutningen på fasteperioden Ramadan for et godt stykke tid siden.
Arrangementets betydning går dog langt ud over en markering fra en enkelt trosretning. Derfor bør alle roskildensere forholde sig til, hvad denne gruppe af vore medborgere nu laver.

SIGNALET ER SYMBOLSK og vigtigt på alle måder, når vores lokale muslimer nu rykker festen fra den gamle betonfabrik ved Musicon eller en skole i udkanten og ind på byens central plads. Det falder også helt i tråd med byggeriet af den nye moske i Allehelgensgade, som ifølge planerne skal stå færdig senere i år.
På Stændertorvet bliver deltagerne i Eid-festen omgivet af Roskildes mange magtcentre. Lige fra den smukke gotiske katedral, bygget af katolske kristne og tilføjet grave for de protestantiske konger. Videre til enevældens gule palæ, der blev fødested for det moderne demokrati, forbi gamle bankbygninger og købmandsgårde samt det tidligere rådhus, der nu er blevet byens nye forsamlingshus.

REAKTIONERNE ER SIKKERT højst forskellige. Nogle kan mene, at det nærmer sig helligbrøde, når denne sidst tilkomne religion får lov til at markere sig ved siden af den katolsk-protestantiske domkirke.
Men hvis vi ønsker, at disse mennesker skal opleve sig selv som ligeværdige borgere i vores samfund, må de også have de samme demokratiske rettigheder som alle os andre. Derunder retten til at forsamles og udtrykke sig på byens torv, når intet sikkerhedsmæssigt argument taler mod det.

MINDRETALLETS RETTIGHEDER og muligheder for at udfolde deres kultur er en afgørende lakmusprøve på, om vi tror på vores eget demokrati. Hvis vi ønsker, at de skal blive integreret sprogligt, jobmæssigt og på alle andre måder, må vi også selv komme dem i møde.
De fanatiske terrorister, der i år har brugt en ekstremistisk udgave af Islam som argument for at myrde løs i Frankrig, Belgien og Tyskland, ønsker lige præcist, at vi andre begynder at se skævt til alle, der tror på denne religion. Så kan de nemlig hente flere rekrutter til deres perverse form for 'hellig krig' mod frihed, demokrati og civiliserede samfund.

VORES INTERESSE ER derfor at mødes i et fællesskab med det store flertal af Roskildes muslimer, der ønsker et leve et godt og fredeligt liv her. Efter min mening er det den eneste mulige og rigtige vej, med mindre man ønsker at skabe større spændinger og konflikter.
Problemerne kan vi alle se, når det gælder den hidtidige integration, f.eks. med andelen af folk i arbejde, den procentvise kriminalitet osv. Men for mig er det kun et ekstra argument for at tage bedre fat i de mennesker, der nu en gang er kommet til vores by og lever her. Så må vi til gengæld forvente, at de også modtager en fremstrakt hånd.

ROSKILDE KULTURFORENING, der organiserer de lokale muslimer og selv betaler for den nye moske, står som arrangør af lørdagens Eid-fest. Samtidig støttes også af andre organisationer som f.eks. Boligselskabet Sjælland, Clavis Sprog, Dansk Flygtningehjælp i Roskilde og LO Roskilde-egnen.
Nok så vigtigt er det, at Roskilde Byråd har besluttet at give underskudsgaranti til festen, mens borgmester Joy Mogensen kommer for at holde tale. Det er samtidig et meget vigtigt signal, om at kommunen også regner med disse borgere.

FOR AT FÅ EN GOD INTEGRATION i vores by, vil jeg gerne opfordre alle roskildensere, som har mulighed for det og ønsker en positiv udvikling, til at møde frem på Stændertorvet og bidrage til at skabe en:
FEST FOR FRED