Fortsæt til indhold

Tanktyve stjal ikke med vilje

Arkiv
Anette Gundlach

Politiet anholdt lørdag morgen to mænd, der havde tanket for 616 kroner på tanken Cirkel K på Elverdamsvej i Ejby.
Tyvene kørte fra stedet i retning mod Skibby, men blev forfulgt af et vidne. Politiet blev tilkaldt og tyvene, der kørte en varebil, blev stoppet i Frederikssund. Det viste sig at være to polske mænd på 22 og 39 år, som kørte i en dansk registrerede varebil.
Ejeren blev underrettet om sagen. Han fortalte, at de to formodede tyve var ansat i hans firma og egentlig havde et kundekort til tanken. Men tanken havde fornyligt skiftet navn og kort. Derfor havde mændene brugt en forkert pinkode, da de betalte for dieselen.
De to mænd vidste sandsynligvis ikke, at de ikke havde betalt og kørte derfor intetanende af sted. De to anholdte blev straks løsladt og bilejeren betalte det manglende beløb.