Fortsæt til indhold

Efterår på den yderste kyst

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Kommune arrangerer vandretur ved Kegnæs Ende på Naturens Dag søndag den 11. september, hvor man vil se på efterårstegn på den 'yderste kyst'.
Ved vestkysten af Kegnæs er der en flot udsigt til blandt andet Sønderskoven og Høruphav. Det er en varieret kyststrækning med både stejle kyster, moser og enge.
I september kan naturen have en atmosfære af sensommer med lune temperaturer, men denne første efterårsmåned kan også vise sig med blæst, rusk og regn. Hegn og krat er fulde af bær, de sidste blomster lyser op, og visse insekter er stadig aktive. Humlebierne, der har været i gang siden april, er ved at dø, mens guldsmedene kan være aktive i godt vejr til ind i oktober.
En del af vore trækfugle som svaler, vadefugle og rovfugle er på vej sydpå. Undervejs i det idylliske landskab kommer man også forbi den meget store Grønmarksten. Sagnet lyder, at den blev kastet af en jættekvinde ved Klinting mod en anden jættekvinde på Kegnæskysten.
Jesper Tofft er guide og turen, der går langs stranden, på veje og over marker.
Det er fra kl 10–12, og mødestedet er P-pladsen ved stranden ved de to store vindmøller, hvor vejene Grønmark og Vestermark på Kegnæs mødes. Kør efter Grønmark.
Husk tøj efter vejret, kraftigt fodtøj og gerne en kikkert.

Grønmark med rester af gammelt stengærde på strandeng.