Tid til kæresten og vennerne
- Nu glæder jeg mig til at få ordentlig tid til min kæreste og alle vennerne. Det har der ikke været meget tid til i mange år. Oven på OL-sølvet i Rio har Roskilde-roeren Kasper Jørgensen sammen med den øvrige besætning i guldfireren betsluttet at tage en pause med topsport, fordi det er så krævende, at der ikke er tid til noget andet. - Gennem de sidste 10 år har jeg været med på højeste niveau, idet jeg også var reserve på båden op til OL i Beijing i 2008, fortalte Kasper Jørgensen under sejrsmodtagelsen på Roskildes gamle rådhus tirsdag eftermiddag. Han er kommet i Roskilde Roklub siden han var dreng og brugt utrolig meget tid på sin sport for at nå så langt. Men Kasper vil ikke udelukke, at han senere får lyst til at vende tilbage. - Når man får opfyldt andre behov i en periode, vender motivationen ofte tilbage. I virkeligheden kan det også give bedre resultater at holde en pause, fordi man så ikke 'kører sur i det', forklarede den stolte roer, der nu har nået hele to forskellige OL-medaljer, efter at det også blev til bronze i London.
Stortalent
I den modsatte ende af lokalet og karrieren stod den unge cykelrytter Frederik R. Madsen fra Roskilde Cykel Ring. Trods sine kun 18 år lykkedes det ham at komme med på holdet i 4 kilometer forfølgelsesløb på bane, der kom hjem med sølv. - Sidste år fik jeg lov til at køre med, og det gik så godt, at jeg fik pladsen både til VM og nu i Rio de Janeiro. - Vi kunne ikke røre hverken England og Australien, der er suveræne, fordi de har langt flere penge, baner og ryttere end os. Men vi slog da New Zealand, der bruger mange flere ressourcer end os, forklarede han stolt. For ham var det i øvrigt en nyhed, at Roskilde allerede har en OL-vinder i samme disciplin, idet Reno B. Olsen kom hjem fra Mexico med guld i 1968. tk