Køges triatleter sluttede sæsonen fint
Gode Køgeresultater i Hillerød Triathlon
Hillerød Triathlon er et af landets store motionsstævner med 500 deltagere. Køge TRI team havde otte deltagere til start, og det blev til mange topplaceringer i årets sidste triathlonstævne.
På Guldruten bestående af 1000 m. svømning, 74 km. cykling og 20 km. løb indtog Jesper Tyller Hansen en 2. plads i sin gruppe og samlet en 4. plads alle af deltagerne på distancen med sluttiden: 4:02 time. På Sølvruten bestående af 500 m. svømning, 38 km. cykling og 10 km. placerede Fie Hansen sig som vinder i sin gruppe med sluttiden: 2:31 time.
Christian Salling vandt også i sin gruppe og samlet på en 2. plads i tiden: 1:52 time. Peter Johansen sluttede i tiden 2:08 time og blev nr. 4 i sin gruppe. Andrè Doni kom i mål i 2:19 time og blev nr.5 i sin gruppe. Anders Jakobsen sluttede i 2:31 time og blev nr. 10 i gruppen. Bronzeruten bestående af 200 m. svømning, 23 km. cykling og 5 km. havde Emil Salling til start. Her blev det med tiden 1:19 time til en 2. plads i gruppen , mens Christina Jakobsen kom i mål i 1:33 time og blev nr. 7 i sin gruppe.