Fortsæt til indhold

Gang i jobdating

Interesserede erhvervsfolk til møde i Byens Hus for at ansætte flygtninge

Arkiv
Arkiv

En optimistisk integrationschef gik onsdag aften hjem fra et møde på det gamle rådhus ved Stændertorvet om job til flygtninge. Maria Tvarnø har til opgave at hjælpe de 421 i job, der lige nu mangler et arbejde. Derfor havde hun i samarbejde med Erhvervsforum, Roskilde Handel og PR Konsortiet indkaldt til møde. Allerede lige efter møde lå der positive tilkendegivelser fra en håndfuld virksomheder, der var klar til at gå videre med henblik på at ansætte en flygtning. - Jeg fik svar på mine spørgsmål, og det afskrækker mig bestemt ikke at tale med videre med integrationsafdelingen for at få en flygtning med de rette kvalifikationer, siger Allan Hendrichsen, indehaver af osteforretningen Caseus. Kamilla Ammitzbøll Strube, der driver Paradis Is, var glad for mødet. Hendes virksomhed er i sagens natur sæsonbetonet og lukker ned, når sommeren er slut, og hun vil nu bruge vinterpausen til at finde frem til den rette profil på en ny medarbejder, der kan tiltræde, når den nye sæson starter i 2017.

Travlt til jul

Roskilde Handels sekretariat er også klar til en snak med integrationsafdelingen: - De kommende måneder bliver travle, blandt andet i forbindelse med juleaktiviteterne, og dér får vi brug for hjælp, siger Tine Hansen fra sekretariatet. Slagtermester Palle Christensen fra Slagter Frimann tog dagen efter mødet sagen op med sine medarbejdere: - De var betænkelige ved det i den kommende travle tid op til julen, men vi kan sagtens forestille os at lave en aftale i januar. Andre har efterfølgende kontaktet Roskilde Kommune for at høre mere om mulighederne.

Afliver myter

Integrationschef Maria Tvarnø siger, at arrangementet nu bliver fulgt op af flere lignende tiltag: - Den direkte dialog giver anledning til at få aflivet myter og få fortalt, at ansættelse af en flygtning ikke er en bureaukratisk tung sag. - Kommunen står til rådighed og hjælper med formaliteterne, så betingelserne for en god ansættelse er til stede, uanset om det er en praktikplads, en løntilskudsjob, en ganske almindelig ansættelse eller den nye integrationsgrunduddannelse. - Virksomhederne har forståeligt nok forbehold for bureaukrati, men mødet i Byens Hus viste med tydelighed, at den frygt er ubegrundet. Vi står altid til rådighed for arbejdspladsen, hvis der opstår usikkerhed om en konkret sag, forklarer hun. css