Fortsæt til indhold

Tak til handelsskolen

Kursuscentret på Køge Handelsskole hjalp virksomheden Erria

Arkiv
Arkiv

En ledelse og en bestyrelses arbejdsredskaber er ikke altid de bedste til at motivere medarbejderne. Den børsnoterede virksomhed Erria fik med hjælp fra Kursuscentret på Køge Handelsskole sat skub i en proces, som har ført til større åbenhed og engagement.
”Flotte præsentationsshows, tykke strategier og store ord fra lederne og bestyrelsen er sjældent interessante – eller håndgribelige værktøjer for medarbejderne i en travl dagligdag,” siger Henrik Andersen, CEO i den børsnoterede rederivirksomhed Erria, i en pressemeddelelse.
”Vi har gennem tiden haft mange processer med store konsulenthuse for at udvikle strategier og sætte visioner op for Erria. Men vi havde indset, at vi havde et behov for at trække det ned til jorden for at gøre ledelsen og bestyrelses arbejdsredskaber og rettesnor mere anvendelige og tydeligere for medarbejderne,” siger Henrik Andersen.

Kickstart på Kursuscentret

Henrik Andersen havde gennem HB Køge Netværket talt med driftsleder Charlotte Due fra Kursuscentret om, hvordan Erria kunne arbejde mere jordnært med strategi.
”Da jeg med lederne sidste år i juni skulle kickstarte vores årlige strategiseminar, tog vi på Kursuscentret på Køge Handelsskole, hvor konsulent Hanne Hansen introducerede os til 4-D-modellen. Den skulle blive vores løftestang til at gøre vores 60 siders strategiplan til et vedkommende værktøj for vores medarbejdere,” siger Henrik Andersen.
”Vi har nu et godt arbejdsredskab, som bruges og afkodes let af bestyrelse, ledelse og medarbejdere. Det har været en gave for os alle, og det har været let at forankre. Vi har brugt denne model i et år, og da vi fornylig havde strategiseminar besluttede vi at holde fast,” siger Henrik Andersen.

Rykker gerne ud

”Konsulenter fra Kursuscentret har over en årrække bidraget med at udvikle og implementere strategier til mange både store og små virksomheder ligesom Erria,” siger Charlotte Due fra Kursuscentret i pressemeddelelsen.
”Vi er heller ikke stedbundet, men rykker gerne ud til virksomheder, så arbejdspladsen kan nøjes med at trække nogle timer ud af hverdagen,” fortsætter hun. jesl