Orgelkoncert i slotskirken
Som et led i Orgelfestival Sønderjylland-Schleswig inviterer Augustenborg Slotskirke til koncert med Mads Høck, organist ved Grundtvigskirken i København søndag den 18. september kl. 16.
Mads Høck er uddannet fra Det kgl. danske Musikkonservatorium. Efter solistklassen sammesteds debuterede han i Københavns Domkirke i 1995, hvor han var 2. organist 1994-2005.
Som komponist har Mads Høck på bestilling skrevet en række værker for kor, orgel, trompet og basun, bl.a. jubilæumsværket 'Procession', som man også kan høre ved denne koncert. De fleste af hans værker er udgivet på cd. Siden 2005 har Mads Høck været organist ved Grundtvigskirken i København.
Ved koncerten i Augustenborg spiller han værker af bl.a. Bach, Mendelssohn, Hartmann og Mads Høck selv.
Koncerten er gratis, og alle er velkommen.