Vinden lægger sig

Da jeg var barn tog mor, far, søster, mormor og jeg altid til Vesterhavet. Altid en søndag, altid om efteråret og altid med varm cacoa og kaffe i termokanderne.
Og så tog vi derover, nogle gange var der ikke en vind der rørte på sig, mens det til andre tider nærmest var stormvejr. Og når det blæste meget, ja så blev man blæst godt igennem. Når man står på kanten af det store hav på en stormende efterårsdag, mærker man virkelig, hvad vind er for en størrelse.
Der er alle slags vinde. Den trælse, når man har den i hovedet, mens man cykler. Den smarte vind, der rammer en i ryggen, når man cykler.
Så er der blide vinde, hårde vinde, mistralvinde, små vinde, vindstød, jetstrømme, og hvis man er virkelig uheldig, så er man i nærheden af en tornado på den amerikanske prærie eller i Bangaladesh, når en tyfoon rammer en lige i smasken.
Og så er der de nye vinde. Dem der signalere nye tider, og sådan en ny vind, er ved at vokse sig stor. Ikke som et kraftig lavtryk med storme til følge men som et blist og mildt højtryk, der giver sol på kinderne.
Der blæser nye vinde over mit liv, og derfor skal en epoke til at slutte.
Disse klummer er ved at finde sin slutning. Mine fodspor skal slutte. Andre må tage over, hvis de da har lyst.
Sådan er det her i livet, at noget godt altid ender med en slutning, og denne klumme du læser her, er slutningen på mine klummer.
Der har været 450 af dem, sådan plus minus. Den første blev skrevet i 2008, og i 2016 kommer den sidste så.
De klummer vil altid være mine små glade bøller. Nogle små hyggelige banditter, der har fyldt i mine tanker. For hvad har jeg dog i denne uge skulle skrive om? Fodbold, valgkamp, søvn, rejser, glæder, sorger, undren og alt derimellem. At have den luksus at tjene penge på at skrive om, hvad man har på hjerte, er bare dejligt.
Tak til alle I dejlige læsere derude. Det har været en fornøjelse at lære jer at kende.
I har kommenteret dem flittig, og jeg har endda fået julekort som tak.
De ting har alle dage rørt mig meget. Det lyder som en floskel, men det er det ikke. Jeg er trods alt bare en vestbydreng fra Skolegade, der voksede op og endte i en branche, jeg ikke anede, man kunne studere til.
Men det kunne man, og det blev så mit lod, at jeg skulle skrive om ting og sager. Om alt og intet.
Også vender vinden, eller retter måske vender vinden, og jeg kaster mig ud i noget helt nyt. Måske ikke.
Fakta er dog, at mine fodspor ikke bliver tydelige fremover. De vil stadig være der, og jeg vil ikke slippe det at skrive klummer, men hvordan og hvornår og hvorhenne de fremover vil finde sted, det må tiden og vestenvinden vise.
Det er efterår, og jeg vil en skønne dag tage familien med til Vesterhavet, så vi kan mærke vindens styrke og havets råhed.
Og så vil jeg gå langs vandkanten, og sandet vil vise mine fodspor. I hvert fald til den næste bølge rammer, og ens spor viskes væk.
Sådan er det med fodspor. De sættes, og de forsvinder igen. Men i mit hjerte vil de her klummer altid være til stede.
Tak for at I tog mig i hånden, og fulgte med mig gennem en epoke. I har givet mig medvind i mit arbejdsliv.
Det vil jeg aldrig glemme jer for.