Fortsæt til indhold

Lidt mere om budgetforliget

Arkiv
Arkiv

Med det vedtagne budgetforlig er der sat skub i bymidtefornyelse, nye boliger og den kollektive trafik.

I de kommende år vil der således blive investeret 163 millioner kroner i nye driftsinitiativer, som skal styrke bosætningen i hele Esbjerg Kommune og som skal bidrage væsentligt til at udbygge Esbjergs storbykvaliteter. Det er blandt andet for at nå i mål med kommunens ambitiøse vision for 2020 og vækststrategi, at man har prioriteret pengene, som man har. Fokus har været på øget bosætning, flere studieegnede boliger og familieboliger, attraktive bymidter, en sammenhængende infrastruktur og en bedre kollektiv bustrafik. Sammenlagt har partierne udpeget 22 større investeringer i hele kommunen.

Budgetforliget sætter som bekendt rammen for det økonomiske og indholdsmæssige budget for 2017 og overslagsårene 2018-2020. Dette års budgetforhandlinger har primært handlet om to større emner – omprioriteringer af driften til finansiering af nye merudgifter, og prioritering af kommunens langsigtede anlægsinvesteringer.

I dette års budgetforhandlinger har det været nødvendigt at foretage en række driftsmæssige omprioriteringer, fordi Esbjerg Kommune oplever stigende udgifter til blandt andet flygtninge og en ændret demografi med flere ældre. Omprioriteringerne, der også er påvirket af regeringens nye moderniserings- og effektiviseringsprogram, er imidlertid på et væsentligt lavere niveau end tidligere år, og skal først effektueres fra 2018.

Samlet set foretages der med budgetaftalen omprioriteringer for ca. 121 mio. kr. over budgetperioden. Blandt andet:
- Merudgifter til flygtninge og familiesammenføringer (ca. 30,5 mio. kr.)

- Forbedret kollektiv bustrafik (drift ca. 29,1 mio. kr. og anlæg ca. 12,2 mio. kr.)

- Merudgifter til ændret befolkningssammensætning, fastholde serviceniveau (ca. 15,4 mio. kr.)
- Flere og tidligere samtaler med forsikrede ledige (ca. 5,0 mio.kr.)

- Opkvalificering og kompetenceudvikling i dagplejen (ca. 4,8 mio. kr.)

- Løse ”rust og dueproblematikker” på Blue Water Arena, driftstilskud (ca. 4,7 mio. kr.)

- Tilskud til Sydvestjyske Museers / flytte besættelsestids-samlingen (ca. 2,8 mio. kr.)
- Ribe Kunstmuseum – tilskud til en 3. faglig stilling (ca. 2,3 mio. kr.)

- Byfornyelse i Bramming (anlæg på ca. 27,5 mio. kr. / kommunal andel på ca. 1,6 mio. kr.)

- Udskiftning af belægninger i sidegader til Kongensgade (ca. 14 mio. kr.)

- Grønlandsparkens daginstitution og klub flyttes til Blåbjerggårdsskolen (ca. 11,3 mio. kr.)

- Pulje til flere cykelstier (ca. 10 mio. kr.)

- Ribe Fritidscenter – udbygning af centrets træningssal (garantistillelse på ca. 6,2 mio. kr.)

- Etablering af syv erstatningsboliger på Social Rehabiliteringscenter (ca. 5 mio. kr.)