Fortsæt til indhold

Bowlingklubben Enghaven fylder 25 år

På lørdag fejrer Danmarks måske største og Vejles eneste bowlingklub sit 25 års jubilæum

Arkiv
Af Anne Smedegaard

I september 1991 slog Vejles Bowlingklub dørene op for første gang. Det skete på Enghavevej, og klubben kom derfor til at hedde “Enghaven.” Der er sket mange ting, siden oprettelsen af klubben blev vedtaget på en generalforsamling for 25 år siden.

Danmarks største

I dag står der Bowl'n'Fun på skiltet til klubbens lokaler, men dengang for 25 år siden, hed det Vejle Bowlingcenter, og var ejet af Finn Hansen.
De startede med at være omkring 30 medlemmer. I dag er de tre gange så mange, og har været langt større.
“Vi har været helt oppe på 128 medlemmer. Jeg tror, vi stadigvæk er Danmarks største klub,” fortæller Hertha Rasmussen.
Hun var med til at starte bowlingklubben, og er en af de fire oprindelige medlemmer, der stadig er aktive i klubben. En af de andre er hendes datter.

2004: Sæsonafslutningen i Bowlingklubben bliver fejret, og der bliver skålet på de mange sejre. Privatfoto.

Én stor familie

Familier og tætte relationer er der mange af i Bowlingklubben Enghaven, og har altid været. To af stifterne, de 69-årige Hertha og Freddy Rasmussen, er nemlig gift, og både deres børn og børnebørn er medlemmer af klubben.
Derudover er der også flere andre familier, hvor tre eller fire spiller.
Ikke alle kommer dog sammen med deres familie til klubben.
“Der sidder mange alene, og så siger de sådan: 'Det her, det er mit sted',” forklarer Kasper Laursen, der er kasserer i klubben.

2008: Bowlingklubben deltager i regionsmesterskabet. Privatfoto.

Rekordholdere

Der er en grund til, at klubben både er stor og gammel. De er nemlig også gode. De har vundet et utal af medaljer, har to superliga-hold og slået mange rekorder.
“Vi har så mange danske rekorder, at vi ikke rigtig kan tælle dem,” griner Freddy Rasmussen.

2015: Det er ikke kun de ’gamle’ spillere, der kan finde ud af det med at vælte bowlingkegler. Også de yngste spillere hos Bowlingklubben Enghaven har godt styr på det. Privatfoto.