En hal mere giver mange fordele
Snart går de store maksiner i gang med at forme en ny hal, der skal ligge i forbindelse med den nuværende hal i Bredsten. Der er tale om en slags halv hal, der giver mulighed for at etablere tre nye badmintonbaner samt et fitnessrum og en lille springgrav.
“Det kommer til at give så mange nye muligheder. Vi er godt presset på plads og haltider, som der er nu, så det er vigtigt, at vi nu kan gå i gang med byggeriet,” forklarer Anita Reibke Jeppesen fra bestyrelsen i Bredsten IF.
Hallen får en pris på 9,3 millioner kroner, og kommunen har fundet de 6,8 millioner. Resten har idrætsforeningen og borgerne selv samlet ind eller skaffet på anden måde.
“Det har været et stort ønske længe, og opbakningen er stor. Så vi er superglade, for vi har nået det, vi skal for at kunne sætte projektet endeligt i gang. Nu ruller det,” siger Anita.
Den nye hal betyder også forbedret omklædningsfaciliteter og indgang. Til gengæld tages der en smule plads fra en af boldbanerne.