Fortsæt til indhold

Hun er vild med genbrug

Arkiv
Anette Gundlach

Trine Lindegaard Holmberg er ny direktør på Kara, her satte hun sig i direktørstolen 1. april i år. Når de fleste tænker på Kara får de billeder i hovedet af det store forbrændingsanlæg som er blevet en del af Roskildes skyline. Men det skal man ikke lade sig snyde af, Kara er meget mere end en forbrænding, hvor ting bliver futtet af, så man får varme i rørerne om vinteren. Meget af affaldet, der lander på Kara bliver enten til genbrugsting eller genanvendt på andre måder. Genbrug er den nye direktør glad for, derfor er hun også begejstret over, at Kara netop har åbnet netbutikken gensalg.dk, hvor man kan købe stole, sofaer, vaser og mange andre ting, der er landet på genbrugspladserne. Flere af tingene kan man se i Byens Hus, hvor nogle af kontorerne fungerer som vindue til genbrugsbutikken. Her kan man både prøvesidde møblerne og kikke tingene nærmere an. Det er unge fra STU på Københavnsvej, der har malet vægge og været ude med hammer og søm for at gøre lokalet klart. STU er en variant af de særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser med særlig vægt på læring gennem praktisk erfaring.

Genbrugsbutik på Kara

Om ikke så længe, når tilladelserne er i hus, bliver der bygget en genbrugsbutik på Vester Hedevej. For at beholde den rette genbrugsånd, åbner butikken i en genbrugscontainer og bliver 250 kvadratmeter stor. Tingene, der bliver sat til salg, bliver kikket efter, piftet op og måske repareret af fingernemme folk, der modtager kontanthjælp eller som er tilknyttet socialområdet. Det sker i et samarbejde med Roskilde kommune. Trine Lindegaard Holmberg glæder sig til at få gang i genbruget. Hun forklarer, at genbruget først har været i en bestemt container på pladsen, hvor man kan lægge sine brugte sager i. De sælger ikke ting, der bare er smidt ud. - Folk skal være sikre på, at de ikke ser ting igen, som de oprindeligt har smidt ud, forklarer hun. I fremtiden vil man både kunne købe genbrug på genbrugspladsen i Roskilde og i Lejre. ag@roskildeavis.dk

Trine Lindegaard Holmberg er ny direktør på Kara. (Foto: Erling J.)