Køges udsatte unge får hjælp fra erhvervslivet
Lokale virksomheder og Køge Kommune hjælper unge ledige i job
ledighed Køge Kommune, Q8 og mentorordningen ’Bryd Unges Ledighed NU!’ tilbyder onsdag 14. september kontanthjælpsmodtagere i alderen 15-30 år at møde en erhvervsmentor, der kan hjælpe de unge ud på arbejdsmarkedet. Forventningerne er store, da 9 ud af 10 unge mellem 15-30 år gennem projektet er fastholdt i job, uddannelse, læreplads eller praktik efter et år. 67 procent af danske unge, der har været på kontanthjælp i mere end et år, bliver hængende i ledigheden. Det forsøger Køge Kommune i samarbejde med Q8 at være med til at ændre gennem erhvervsmentorordningen ’Bryd Unges Ledighed NU!’, som Køge netop er blevet en del af. Det sker, når erhvervsmentorer fra forskellige virksomheder mødes med de unge ledige fra Køge, Roskilde og Lejre til netværksdag i Restaurant Upstairs’ lokaler i Roskilde. ”Formålet er at give de unge sparring med det lokale erhvervsliv om, hvordan man kommer ud på arbejdsmarkedet. Samarbejdet med Q8 har været meget nyttigt, og gennem årene er projektet blevet en stor succes for både de unge og de mange erhvervsledere fra forskellige virksomheder, der deltager. Det har ført til konkrete praktik- og jobtilbud til de unge,” siger Cathrine Klokkedal, projektleder i Bryd Unges Ledighed NU!