Skimmelsvamp i nyt skolebyggeri
Indflytningen i den nye tilbygning på Nydam Skolen er udsat på grund af skimmelsvamp
Egentlig var det planen, at den nye tilbygning på Nydam Skolen i Vester Sottrup skulle stå klar inden jul, men en undersøgelse, som Sønderborg Kommune har fået et rådgivningsfirma til at lave, viser nu, at den nye tilbygning er ramt af skimmelsvamp.
"Det er drønærgerligt, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved med det samme," siger Mie Rauff Nielsen, der er afdelingsleder i Service & Ejendomme i Sønderborg Kommune.
Afsæt i dårligt indeklima
"Det vigtigste er, at vi fik afdækket problemet, inden at skolen fik taget den nye tilbygning i brug. For jeg vil godt understrege, at der naturligvis ikke er nogen, der rykker ind i de nye lokaler, før vi er 110 procent sikre på, at indeklimaet lever op til vores standarder," fortæller Mie Rauff Nielsen og tilføjer, at det netop var dårligt indeklima, der var en af grundene til, at man gik i gang med at bygge til på Nydam Skolen i 2014.
Sønderborg Kommune arbejder nu sammen med entreprenøren på at få lavet en plan for, hvornår tilbygningen kan tages i brug. Kommunen forventer inden for de næste 14 dage at kunne offentliggøre køreplanen for det videre forløb, samt kunne fortælle, hvornår det forventes at bygningen kan tages i brug
Kommunen oplyser desuden, at det nu skal undersøges nærmere, hvem der har ansvaret for at den nye tilbygning kunne blive ramt af skimmelsvamp.