Du skal være med til at finde arkitekturfavorit
Frem til den 27. september kan du være “smagsdommer”
Aabenraa Kommunes borgere kan frem til 27. september være med til at bestemme, hvem der skal vinde dette års Borgernes Favorit blandt otte kandidater til Arkitekturprisen 2016 og Bygningsforbedringsprisen 2016
Hvert år i forbindelse med Arkitekturens Dag i oktober uddeler Aabenraa Kommune i samarbejde med Billedkunstrådet Arkitekturprisen og Bygningsforbedringsprisen. Og ligeledes hvert år får borgerne mulighed for at vælge deres favorit blandt kandidaterne til de to priser. Det sker også i år.
Derfor er det nu muligt at stemme på sin favorit blandt de otte kandidater til Arkitekturprisen 2016 og Bygningsforbedringsprisen 2016. I år er alle de indstillede projekter til de to priser blevet besigtiget af bedømmelseskomiteen.
“På besigtigelsesturen oplevede vi et meget spændende felt, og det var derfor svært at udvælge en vinder til Arkitekturprisen og til Bygningsforbedringsprisen. Alle projekterne bygger på nogle gode tanker og værdier, og jeg håber derfor, mange vil gå ind og se byggerierne og stemme på deres favorit,” siger Philip Tietje, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, der er medlem af bedømmelseskomiteen i en pressemeddelelse.
Årets vinder af Borgernes Favorit 2016 bliver afsløret sammen med Arkitekturprisen 2016 og Bygningsforbedringsprisen 2016 ved et aftenarrangement 3. oktober, hvor Aabenraa Kommune afholder Arkitekturens Dag.