SMUK i stærkeste opstilling
Ældre Sagen i Haderslev Kommune inviterer til Seniorkoncert
seniorer Ældre Sagen i Haderslev Kommune inviterer torsdag 28. september til Seniorkoncert i Haderslev Idrætscenter med Slesvigske Musikkorps. Det bliver SMUK i stærkeste opstilling, der møder publikum med et repertoire, der traditionen tro spænder meget vidt. ”SMUK består af 16 musikere, der mester evnen til både at optræde som solister og i et fantastisk teamwork”, konstaterer Vagn Meck, der på Ældre Sagens vegne tager sig at de praktiske ting. Seniorkoncerterne er meget underholdende og hvis man overværede seniorkoncerten sidste år, ved man at dirigentstokken er lagt i trygge hænder, når Susanne Videbæk ”sætter gang i årets seniorkoncert”, nævner Vagn Meck. Seniorkoncerterne har i en årrække været en fast del af SMUKs årlige repertoire. Og blandt publikum er der mange, for hvem den årlige seniorkoncert er blevet en fast tradition, der er lig med god populær musik, krydret med solistoptræden af musikere. ”For Ældre Sagen er seniorkoncerterne med til at supplere de mange forskellige tiltag og aktiviteter for ældre. For overordnet handler det om at bidrage med aktiviteter, der kan være med til at skabe og fastholde det gode seniorliv og i denne forbindelse er musikalske oplevelser af meget stor værdi”, slutter han.