Fortsæt til indhold

Vamdrup Julemesse melder næsten udsolgt

Med sommeren knapt forbi ser man frem mod messen 26.-27. november

Arkiv
Arkiv

Selv om det ser ud til, at sommeren stadig holder fast, så arbejdes der på livet løs med Vamdrup Julemesse 26.-27. november.
Standsalget går over alt forventning, og det meste af underholdningen er på plads, melder arrangørerne.
Det er syvende gang, der holdes julemesse i Arena Syd i Vamdrup, og hvert år med flere udstillere, mere underholdning og flere besøgende. Siden messen startede op er besøgstallet steget fra 1.500 det første år til godt 7.500 sidste år.
“Det er først og fremmest en lokal messe, hvor byens erhvervsdrivende viser, hvad de har at byde på. Men vi krydrer hvert år messen med udstillere udefra, så der altid er noget nyt og spændende at se på,” udtaler Tanja Marek og Johnny Rechnagel fra Idunivers.dk i en pressemeddelelse. De arrangerer messen i samarbejde med Vamdrup Gymnastikforening og Arena Syd.

Kåring og underholdning

Sidste års juletræsfest for de yngste og hoppe-loppe-land for børnene blive gentaget i år. Der er også tradition for modeshow, og så kåres 'Årets Vamdrupper' og 'Børnehavernes flotteste juletræ'.
Desuden kan man på scenen opleve entertaineren Ole Kibsgaard, kendt fra bl.a. Shubidua. Læs mere på www.vamdrupjulemesse.dk. jesl