50 millioner kroner til asfalt på kommunens veje
De dårligste veje i kommunen får et løft. Prisen er 50 millioner kroner
Hastrupvej er Vejle kommunes næstnordligste vej, og den har nu har fået en ansigtsløftning i form af ny asfalt. Og den vej er langt fra den eneste vej, som i de kommende måneder for besøg af de store asfaltmaskiner.
Økonomiudvalget og Teknisk Udvalg har besluttet, at de vil bruge 50 millioner kroner på asfalt i det næste halve år.
Og det giver god mening at slå ekstra hårdt til nu, for asfalt er nemlig så billigt i år, blandt andet på grund af lave oliepriser, at det er en god forretning at købe stort ind lige nu.
“Det er fantastisk, og det betyder, at alle veje med lav standard får sig et løft,” siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard.
Der er i alt 228 kilometer kommunal vej, der beskrives som lav standard, og det betyder, at der er tale om veje, hvor man er nået til det punkt, at noget skal gøres. Ellers bliver det alt for dyrt i fremtiden. De veje skal nu asfalteres. Derudover er der i forvejen planlagt små 80 kilometer asfalt på andre veje samt på tyve kilometer cykelsti.
God investering
Så de store maskiner og vejrbidte asfaltarbejdere skal for alvor i gang i løbet af resten af 2016, hvis altså især vintervejret tillader det.
“Det er en rigtig god investering at få asfalteret alle de veje, der har den laveste standard, lige nu, hvor priserne på asfalt er faldet med cirka 30 procent. Det bliver dyrere og dyrere i vedligehold, hvis vores veje får lov til at forfalde. Den ekstra asfalt vil især gavne i mange boligområder og på landet. Og jeg glæder mig også over, at vi i år får ny asfalt på 20 kilometer cykelsti,” siger formanden for Teknisk Udvalg, Peder Hummelmose, i en pressemeddelelse.
I alt er der cirka 2000 kilometer kommuneveje i Vejle Kommune.
I uge 38 bliver disse veje asfalteret:
Torphøjvej, Pindborgvej, Sønderhedevej, Agerholmvej, Danskehøj, Tysklandvej.
Alle disse veje er i Sejrup, Kollemorten og Vonge-området.