Fortsæt til indhold

Hvem skal have sundhedsprisen i år?

Alle har mulighed for at indstille kandidater til Sønderborg Kommunes årlige sundhedspris

Arkiv
Arkiv

Sundhedsprisen gives til en aktivitet eller et initiativ, der er med til at styrke sundhedsfremmende og forebyggende indsatser til gavn for borgerne i Sønderborg Kommune. Der er mulighed for at indstille enkeltpersoner, grupper, virksomheder og foreninger. Aktiviteter i kommunalt regi kan også indstilles. Her vil prisen gå til understøttelse af aktiviteten.
"Jeg glæder mig til at se de mange indstillinger. Der er så mange gode sundhedsfremmende aktiviteter i kommunen, så det plejer at være en fornøjelse at læse de mange gode forslag. Det er jeg helt sikker på også bliver tilfældet i år," siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.
Sundhedsprisen er på 20.000 kroner og kan fordeles mellem flere prismodtagere.

Delt i to

Sidste år blev prisen delt i to, og den ene gik til fire børnehaveklasseledere på Dybbøl-Skolen. De fik prisen for at bruge leg og bevægelse til at give de nye skolebørn en god start i skolen. Den anden gik til Ulla L. Pedersen, der er formand for 'Ældre hjælper ældre' og frivillig i Netværkshuset i Dybbøl. Ulla har arbejdet med selvhjælpsgrupper i 25 år.
Hvis man kender nogen, der fortjener prisen, kan man indsende sit forslag med en kort begrundelse på mail til sundhedspris@sonderborg.dk eller pr. brev mærket 'Sundhedspris 2016' til Borger, Beskæftigelse og Sundhed, Holger Drachmanns Plads 5, 6400 Sønderborg.
Forslag skal være modtaget senest den 10. oktober.
Man kan også skrive sin indstilling direkte på sonderborgkommune.dk. Se under aktuelt.