Nyt program fra Norden
Kommende sæson byder på mange arrangementer med fokus på nordisk kultur
Foreningen Nordens lokalafdeling for Aabenraa er klar med det nye program for næste sæson.
I oktober er der foredrag på Folkehjem, hvor højskoleforstander Jørgen Carlsen fra Thestrup Højskole fortæller om sin barndom i 50'ernes Sønderborg i et Danmark med kurs mod velfærdsstaten. Jørgen Carlsen er idéhistoriker, medredaktør af Højskolesangbogen og desuden klummeskribent på Kristeligt Dagblad samt medlem af Etisk Råd.
Jul og finsk jubilæum
I november er der for 20. gang Nordisk biblioteksuge i samarbejde med Aabenraa Bibliotekerne.
I den forbindelse afholdes Skumringstid, hvor årets tema er 'Fremtiden i Norden'. Tidligere biskop i Viborg Stift Karsten Nissen, Aabenraa, læser op af 'Vandets vogter' af Emmi Itäranta, Finland.
Først i december er der julearrangement i Havsteenstuen ved Sct. Jørgens Kirke, hvor kirkens kendte pigekor synger julesange under ledelse af organist Mogens Fangel Damm.
Januar byder på to arrangementer. I anledning af Finlands 100 års jubilæum i 2017 kommer FNF's forbundssekretær Henrik Wilén og holder foredrag om Finland. Det andet arrangement er med forfatteren Lisbeth Nebelong, der præsenterer 'Færø Blues Trilogien'. Afstemningsfesten afholdes – traditionen tro – på Folkehjem i februar. Og Højskolen Østersøen vil i marts igen danne rammen om generalforsamlingen, hvor man efter den officielle del kan høre museumsinspektør, ph.d. Mikkel Leth Jespersen, Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Aabenraa, fortælle om 'Sønderjyske søfartsforbindelser i Norden i det 18. århundrede'.
I april giver Christian Sø-gaard, Svendborg, en personlig indgangsvinkel til Grønlands musikhistorie.
Sæsonen afsluttes med en 6-dages bustur til Bornholm og Sydskåne. gish