Hygiejneuge sætter fokus på håndvask
De mindste får lært at vaske hænder
I denne uge er der kø ved håndvasken i daginstitutionerne. Her skal der nemlig vaskes hænder til den store guldmedalje. Uge 38 er landsdækkende hygiejneuge og traditionen tro vil der også i Koldings institutioner være fokus på bakterier. Her skal børnene lære, hvor lang tid de skal holde hænderne under vandet, for at de bliver rigtig rene. Til at dokumentere effekten har hver daginstitution fået et kit med Glitterbug, lygte og vaskeanvisning.
”Det svarer lidt til den røde tablet, man får ved tandlægen, og hvor man så kan se farve, der hvor der ikke er ordentlig børstet. Vi smører en creme på børnenes hænder, og ved hjælp af en ultraviolet lygte, kan børnene ved selvsyn se, hvor beskidte deres hænder er, selv om de lige har vasket hænder” siger pædagogisk konsulent Mona Lisa Willads Petersen fra Børne- og Uddannelsesforvaltningen.
Børnehaver forsker
I Hygiejneugen laver daginstitutionerne forskellige tiltag med børnene. Eksempelvis har børnehaven Løvetand koblet et projekt om bæredygtighed oven på. Her forsker de derfor både i håndvask og forbrug af vand.
Den røde tråd er at lave aktiviteter, som giver børnene en forståelse for temaets sammenhæng og de bæredygtige handlinger, som børnene og deres forældre kan træffe.
Børnehaven har etableret et samarbejde med miljøafdelingen, en naturvejler, renovationsafdelingen i Kolding og Økolariet i Vejle. Tankerne er, at prøve noget nyt og at skabe et koncept, der kan inspirere andre institutioner til at arbejde med bæredygtighed på en anderledes måde på tværs af forvaltningerne.
Beskidt prinsesse
En prinsesse, der ikke vil vaske hænder, bliver også et tema i denne uge. Tre teaterforestillinger sætter nemlig fokus på at alle - også prinsesser - skal vaske hænder, hvis de skal undgå bakterier. Det er Sundhedsplejen og Børne- og Uddannelsesforvaltningen, der står bag, og i forestillingen ”Dullerfiks hjælper prinsessen, der ikke vil vaske hænder” bliver der på en børnevenlig, sjov og inspirerende måde fortalt om forebyggelse af smittespredning igennem god og konsekvent håndhygiejne.
Forestillingerne foregår på biblioteket i Kolding tirsdag den 20 september kl. 9.30, kl. 11 og kl. 12.30. Forestillingerne er også for ældre børn og voksne.