Ny administrerende direktør i LM Byg A/S
Ingeniør Hans Anker Nielsen, der – blandt andet som direktør i E. Pihl & Søn A/S og Per Aarsleff A/S – gennem hele sin karriere har specialiseret sig i råhus- og byggeprojekter, er fra starten af august tiltrådt som ny administrerende direktør i LM Byg A/
jobskifte "Det handler om kvalitet, tillid og ordholdenhed. Tingene skal være i orden, og vi skal holde, hvad vi lover." Det er Hans Anker Nielsen, nystartet administrerende direktør i LM Byg A/S, der sætter ord på de værdier, han fra sin opvækst på Møn havde med i rygsækken, da han som nyuddannet ingeniør med speciale i beton, statik og geoteknik fra Haslev Teknikum i 1987 startede karrieren i entreprenørbranchen som byggeleder i A. Jespersen & Søn A/S.
Pladschef i E. Pihl & Søn
I 1991 blev Hans Anker Nielsen hentet til E. Pihl & Søn A/S som pladschef på et stort råhusprojekt til ca. 45 millioner kroner, som virksomheden gennemførte på Slagelse Sygehus. Dermed var banen kridtet op, karrierevejen med store beton og byggeopgaver var lagt. Som en del af leder-temaet var han med bag store projekter som Statoil’s raffinaderi i Kalundborg, Korsør Renseanlæg, Kastrup Station, Øresundsforbindelsen og DGI-byen. I 2001 blev han forfremmet til projektchef, og i årene frem til 2007 stod han blandt andet i spidsen for Pihl’s renovering af Københavns Hovedbanegård samt byggeriet af nyt kontroltårn i Kastrup Lufthavn, Tietgenkollegiet, Copenhagen Business School, Københavns Universitet Amager og et nyt center til televirksomheden Orange. Som 42-årig indtrådte Hans Anker Nielsen i virksomhedens danske ledelse. Først som projektdirektør og i 2010 som underdirektør med 70 - 80 medarbejdere, en overskudsgivende omsætning på op mod én milliard kroner samt ansvar for en stribe af tidens mest prestigefyldte byggerier – herunder blandt andet Industriens Hus, FN-Byen, Bryghusprojektet, Allerhuset, Rigsarkivet, Navitas Park, Ny Nørreport, Horten nye domicil, DGI Byen og Søfartsmuseet i Helsingør.
Nyt forretningsområde
Imidlertid blev der med Pihl-koncernens ulykkelige konkurs i august 2013 sat et brat punktum for Hans Anker Nielsens fortsatte karriere i landets ældste og største internationale entreprenørkoncern. Samme år startede Hans Anker Nielsen i Per Aarsleff A/S som projektdirektør med ansvar for at opbygge et nyt forretningsområde med fokus på råhus og byggeri. Opbygningen af det nye forretningsområde i Per Aarsleff A/S blev hurtigt en overskudsgivende succes, og i februar 2015 blev Hans Anker Nielsen udnævnt til afdelingsdirektør og fik blandt andet ansvar for byggeriet af Niels Bohr Bygningen, Copenhagen Tower, CIS Internationale Skole, Uptown Nørrebro, AP Huset og udvidelsen af Rødovre Centrum.
Nyt Kapitel hos LM Byg
I LM Byg A/S havde Carsten Mindegaard som ejer fulgt Hans Anker Nielsens imponerende karriere, og han var ikke i tvivl om, at Hans Anker Nielsen var den rette til at overtage jobbet som administrerende direktør, da Carsten Mindegaard efter otte år i spidsen for LM Byg A/S ønskede at trække sig tilbage til fordel for nye udviklingsopgaver og arbejdet i virksomhedens bestyrelse.
Enestående muligheder
"Jobbet hos LM Byg A/S giver mig enestående muligheder for at udfolde mine kompetencer på et overordnet niveau," konstaterer Hans Anker Nielsen og fortsætter: "Virksomheden har på markant vis forstået at forene markedets krav om arbejdsmiljø, høj kvalitet og stor sikkerhed i gennemførelse af byggeprojekter, og der er ikke tvivl om, at LM Byg A/S, der aldrig har haft et negativt regnskab, rummer et vækstpotentiale, som jeg i et fortsat kontrolleret forløb glæder mig til fremover at realisere sammen med virksomhedens mange dygtige medarbejdere. " "Og," slutter Hans Anker Nielsen, "derudover er LM Byg A/S karakteriseret ved en unik og åben kultur baseret på et stærkt fællesskab, teamwork, gensidig respekt og tillid medarbejderne imellem. Det glæder jeg mig meget til fremover at tage del i."