Børn og unge med kurs mod naturvidenskaben
Med støtte fra SE Vækstpulje til 10 nye printere vil Universe Science Park undervise i 3D-print året rundt
Med en støtte fra SE Vækstpulje på 99.960 kroner investerede Fonden Universe Science Park i 3D-printere til undervisningsbrug. De skal være med til at vække elevers begejstring for teknologi og så frøet for en naturvidenskabelig uddannelse.
Dette års Science Camps i Universe havde netop 3D-print som tema, og igen i år var interessen høj med alle 80 pladser på de fire camps udsolgt.
Teknologi skal opleves
"Efter sidste års store succes med 3D-print på vores Science Camps havde vi et ønske om at gøre 3D til en permanent del af vores teknologi-værksted, så endnu flere får mulighed for at opleve teknologien," fortæller leder af Universe Science Camp, Troels Nim Andersen.
"Med 3D-printerne vil vi gerne vække de unges interesse for teknologi og naturvidenskab i en tidlig alder og dermed være med til at inspirere dem til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse. Med støtten fra SE Vækstpulje er vi nu tættere på den ambition," siger han.
3D året rundt
Fra 2017 åbner Universe op for undervisning i 3D-print for skoleklasser fra hele landet. Parken forventer at få besøg af 500-1.000 elever til 3D-undervisning i 2017.
"Med egne 3D-prinere kan vi give børn og unge mulighed for at opleve 3D-teknologien året rundt. Vi glæder os til at lade dem prøve kræfter med at designe og producere egne prototype-modeller. Kun fantasien sætter grænser. 3D-print gør det virkeligt," siger Troels Nim Andersen.
Fakta
Universe Science Park søgte om midler til 3D-printerne hos SE Vækstpulje, der tre gange årligt uddeler midler til værdiskabende projekter. Ansøgere fra hele landet har mulighed for at søge om midler hos SE Vækstpulje til innovative projekter. Næste ansøgningsfrist er 1. november.