Seniorrådet har reel indflydelse
Antallet af kandidater og valgdeltagelsen skal gerne stige
“Ja, vi har reel indflydelse,” siger Flemming Larsen, der suppleres af Jytte Buch og Jørgen Munk Hansen. De er henholdsvis formand, næstformand og kasserer i Fredericias Seniorråd. Om nogle uger er der valg til seniorråd, og de tre kunne godt tænke sig, at der kom flere kandidater på banen - og at valgdeltagelsen steg.
Ved sidste valg stemte kun 48 procent af de stemmeberettigede. Fire år tidligere lå tallet på 52 procent.
“Jeg kunne godt tænke mig at få valgdeltagelsen op på 75 procent, “siger Jytte Buch.
De to andre studser.
“Ja, 75 ville være dejligt. Men jeg ville nu også være tilfreds med 55 procent,” siger Jørgen Munk Hansen.
Seniorrådet består af ni medlemmer. Rådet er officiel høringspart i alle kommunalpolitiske spørgsmål, der har at gøre med byens ældre.
Byrådet skal med andre ord spørge Senirorrådet, inden det træffer en beslutning om for eksempel byggeri af nyt plejehjem, adgangsforhold på FredericiaC eller lægning af ny bus-køreplan.
“Vi mødes en gang om måneden og gennemgår byrådsudvalgenes dagsordener. Og sender dem vores kommentarer,” siger Jørgen Munk Hansen.
I alt forholder Seniorrådet sig til mellem 50 og hundrede sager om året.
“Nogle af dem siger vi bare ok til. Men i andre sager kommer vi med lange høringssvar,” siger Flemming Larsen.
Alle tre oplever, at byrådet er meget lyttende.
“Vi har et godt samarbejde,” siger Jytte Buch.
Det gode samarbejde betyder ikke, at Seniorrådet altid får sin vilje. Men dialogen er god, og ikke bare proforma.
Ved sidste valg stillede 11 kandidater op.
“Det ville være rart med flere,” siger Flemming Larsen.
Interesserede kan møde op ved opstillingsmødet på I. P. Schmidt onsdag 28. september klokken 16.
Valget gennemføres i november. Alle over 60 kan stemme. Informationer kommer med posten.