Fortsæt til indhold

Værdifuld støtte til Varbergs net-café

Takket være uvurderlig sponsorhjælp er det lykkedes at friske Varbergparkens net-café op og gøre den indbydende at være i

Arkiv
Peter Rasmussen

Hver tirsdag og torsdag eftermiddag er der mellem 10 og 15 børn, som vælger at gå i Varbergparkens net-café for at få lektiehjælp. Og en formiddag hver uge er det i net-café'en, man kan komme og få råd og vejledning i computere og tablets til 'pc for let-øvede'.
Begge dele sker med frivillige undervisere, og det arbejde har tre lokale virksomheder nu støttet. Undervisningslokalet har fået persienner op, så sollyset kan holdes væk fra skærmene, og det tilstødende tekøkken er blevet spartlet og malet og udstyret med et nyt køleskab. Alt sammen sponseret af henholdsvis Haderslev Tæppelager, Vojens Malerforretning og Punkt1 Hennings Hvidevareservice.
“For mig er det vigtigt at bakke op om det store sociale arbejde, som sker i området, eksempelvis med net-café. Det er godt arbejde, som vi gerne vil støtte, “siger Henning Pedersen fra Punkt1.
Det sociale aspekt har også været vigtigt for Haderslev Tæppelager:
“Man kan se, det gør en forskel. Der er sket en stor forandring i området i dag, når man tænker på, hvordan Varbergparken så ud engang. Det er både ændring i boligtyperne og i den stemning, der er. Jeg tror, det sociale arbejde har meget at sige, og det vil vi gerne kvittere for,” begrunder Karsten Løgstrup, førstemand i Haderslev Tæppelager.
Jens Andersen fra Vojens Malerforretning får, som de øvrige to sponsorer, ofte henvendelser fra folk, som søger støtte:
“Jeg har valgt at støtte her, fordi det både var en rigtig god sag, og fordi det er noget, hvor vi kan bidrage med vores faglighed. Det koster måske 25.000 kroner at få malet, persienner og køleskab op, men ved at vi bruger det, vi arbejder med til hverdag, så man får meget mere ud af det end hvis vi hver især skulle have bidraget med et beløb,” siger Jens Andersen.

Støtte er uvurderligt

Marianne Skovshoved fra Varberg Bydelssekretariat er meget taknemmelig for støtten:
“Det er virkelig noget, der bliver værdsat. Det betyder så meget for både dem, der får hjælp her, og for de frivillige, at der er opbakning. Vi håber at kunne få endnu flere frivillige aktiviteter på programmet med den næste helhedsplan – lokalerne fortjener i hvert fald at blive brugt,” siger hun.