Eftersøgt mand fra Køge har meldt sig selv
Mødte op på politistationen i Køge sammen med sin forsvarer
Den efterlyste 19-årige Houssen Nasser har meldt sig selv på politistationen i Køge, hvor han i mandags mødte op sammen med sin forsvarer. Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste ham offentligt 1. august, fordi han havde været eftersøgt siden starten af maj måned, og det ikke var lykkes for politiet at finde ham. Han er mistænkt i flere sager om bedrageri og afpresning over for unge primært i Køge og Herfølge samt mistænkt i en sag om grov vold.
Uden fast bopæl
Politiet har siden den offentlige efterlysning kontinuerligt ledt efter Houssen Nasser, der er uden fast bopæl, hos familie, venner, bekendte og andre steder, hvor han kunne formodes at opholde sig. En del borgere har i den forgangne tid givet politiet nogle tip om hans opholdssted, men trods efterprøvning af oplysningerne er det hidtil ikke lykkedes for politiet at finde ham.
Houssen Nasser blev anholdt ved sin henvendelse på politistationen, og han er blevet afhørt i forhold til de mange sager, som politiet mistænker ham for at have en rolle i.
To mistænkte på fri fod
Efter afslutningen af afhøringerne af den anholdte er han forblevet i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi fredag formiddag kl. 9.15 vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.
To andre mistænkte mænd i samme sagskompleks har under politiets efterforskning været varetægtsfængslet, men er nu på fri fod, da betingelserne for varetægtsfængsling ikke længere var til stede.
Begge er dog fortsat sigtede i sagerne og kan sammen med Houssen Nasser forvente at høre nærmere fra anklagemyndigheden, når sagerne mod dem skal afgøres, oplyser politiet.
gish