Fortsæt til indhold

Bedre vandkvalitet og længere bassin

Herfølge Svømmehal har gennemgået en større renovering, der blandt andet har betydet at hele vandbehandlingssystemet er udskiftet. Desuden er det store bassin nu klar til stævner

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Herfølge Svømmehal har fået en tiltrængt opdatering, og kan nu byde svømmere velkommen under bedre forhold.
"Svømmehallen er jo en gammel hal fra 70'erne, så den trængte til en større renovering. Det største projekt var udskiftningen af hele vandbehandlingsanlægget. Alt er simpelthen blevet skiftet ud og alle rør er nye. Så nu risikerer vi ikke nedbrud på grund af utætheder eller dårlig vandkvalitet," forklarer Jan Hansen, klubchef i Herfølge Svømmehal.
Efter en teknisk gennemgang af hallen forud for renoveringen blev det noteret som et ufravigeligt krav, at også det støjsænkende loft i hallen blev udskiftet. Gulvet i herreomklædningen er også blevet mere indbydende for de badende gæster.
"Af de ting som vores svømmere mærker mere på egen krop, er blandt andet i børnebassinet. Bassinet kører nu på sit eget vandsystem, hvilke betyder at vandet nu kan blive 29 grader varmt, hvor det før var bare 26 - 27 grader. Vi havde jo desværre børn, der før frøs så meget, at de stoppede med at komme til undervisningen. Men det er vi heldigvis ude over nu," siger Jan Hansen.
Det store konkurrencebassin var i virkeligheden nogle centimeter for kort, men det er der rettet op på nu.
"Man har nedbrudt endevæggen og udvidet bassinet, så det nu er lidt mere end de 25 meter, som er påkrævet til stævner," fortæller Jan Hansen og fortsætter:
"Vi er virkelig glade for det, der er blevet lavet. Det betyder, at hallen kan fortsætte de næste mange år. Selvfølgelig er det stadig en hal, der vil kræve løbende vedligeholdelse, og på sigt skal man måske også gøre mere, end man har gjort hidtil. Men for nu er vi rigtig glade for de forbedringer, vi kan tilbyde vores svømmere."

Børnene i Herfølge Svømmehal kan boltre sig i varmere og bedre vand. Foto: JCJ