Grus alle vegne
Beboere i blomsterkvarter er utilfredse med grusede veje
I blomsterkvarteret nærmere bestemt på Blomstervang, Anemonevej, Bellisvej og Dunhammervej har kommunen siden vinteren 2013/2014 strøet grus på vejene i stedet for salt om vinteren. Grusningen var et forsøg på at få mindre salt i jorden og grundvandet, så træer og planter ikke skulle tage så stor skade som de gør i dag. Målinger viser dog, at der mod forventning ikke er mindre salt i jordprøverne fra området end på nabovejen Tulipanvej, hvor der bliver saltet. Årsagen er, at beboerne selv salter fortovene så meget og grundigt, og at saltet også ryger ud på vejene, vurderer plan- og teknikforvaltningen. I modsætning til når kommunen salter, hvor det sker i begrænsede og målrettede mængder. Beboerne har desuden været utilfredse med ordningen, da de mener, at gruset bliver liggende for længe på vejene, og at en stor del kommer med ind i husene.
Nyt forsøg i sigte
Politikerne i Plan- og Teknikudvalget, undtaget venstrefolkene, har besluttet at fortsætte forsøget et andet sted i kommunen. - Denne gang skal der både bruges grus på fortove og veje, så jordprøverne viser saltniveauet, hvis der slet ikke blev saltet, siger formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen. Stedet skal ligesom blomsterkvarteret være et afgrænset område, så prøverne bliver så retvisende som muligt. Hvis en grundejerforening har lyst til at være med i forsøget, kan den kontakte Roskilde Kommune. ag@roskildeavis.dk