Stress skal give ret til behandling
Karina Lorentzen Dehnhardt
Spidskandidat til kommunalvalget
for SF, Sindalvej 4, 6000 Kolding
Når en medarbejder går ned med stress, handler det ikke bare et spørgsmål om at tage sig sammen. Det kan være invaliderende – og i sidste end direkte farligt, fordi der er konstateret en sammenhæng mellem stress og blodpropper. Derfor må vi ikke lade den enkelte i stikken med problemet selv – det er et samfundsansvar at løse den opgave.
Ifølge Stressforeningens tal døjer 9.000 indbyggere hver dag med alvorlig stress HVER DAG i Kolding Kommune.
Det er vi nødt til at gøre noget ved, og forebyggelse er absolut den bedste løsning. Men når skaden er sket, skal der også være et tilbud om behandling. I dag er der ikke nødvendigvis et tilbud om hjælp og måske skal privat hjælp betales selv, hvilket kan betyde, at den ramte ikke kommer i tidlige behandling. For nogen fører det til et langt forløb på sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb og det, der er værre.
I SF ønsker vi, at der derfor skal gives ret til behandling på en offentlig stressklinik, så vi kan sætte tidligt ind.
Det har man allerede med succes gjort i København, hvor SF"s sundhedsborgmester Ninna Thomsen har gennemført en sådan ordning. Derfor har vi bragt dette forslag ind i forhandlingerne om kommunenes økonomi, og vi håber, at byrådet partier er enige med os i at prioritere dette forslag, der vil gøre en forskel i syge menneskers liv.