Fortsæt til indhold

Om lidt er kaffen klar

Roskilde-pige åbner kaffebar

Arkiv
Anette Gundlach

34-årige Sahra M Sol Tau har i øjeblikket rygende travlt. Om få dage, nemlig torsdag 29. september, åbner hun den nye cafe Baresso på RO's Torv.
Den kommer til at ligge midt på torvet og bliver på to etager. Da Roskilde Avis var forbi, var håndværkerne netop ved at lægge skellettet på til første sal.
Sahra M Sol Tau, der har en syv år lang karriere i Baresso, glæder sig til at åbne cafeen i sin hjemby.
- Det er som at komme hjem igen, siger Sahra, der har hele familien i Roskilde og også har gået i skole og på gymnasiet i domkirkebyen.
- Vi har længe gerne villet åbne en café i Roskilde, og nu er det endelig lykkedes, fortæller hun med et stort smil.
Sahra oplever, at der er rigtig mange kaffetrængende mennesker i Roskilde, der glæder sig til, at cafeen åbner.
- Roskilde er suverænt den by, som Baresso har fået flest henvendelser fra med ønsket om, at cafeen skal komme til byen, siger Sahra M Sol Tau, som får et helt hold af roskilde-medarbejdere i ryggen. En af dem er Mercedes Ulnits, som straks sendte en ansøgning af sted, da hun hørte, at cafeen åbnede i Roskilde.

Fra te til kaffenørd

Sahra M Sol Tau startede med at brygge kaffe i Baresso i Arnold Busk og har siden været i andre Barressocafeer i Københavnsområdet.
Egentlig var hun inkarneret tedrikker og gik op i brygning, tesorter og telande, før hun fik sin gang på kaffebaren.
I dag er hun lige så nørdet, når det drejer sig om kaffe.
Sahra M Sol Tau og Mercedes Ulnitz er enige om, at når man først har nørdet med kaffe i Barresso, så er det svært at drikke kaffe andre steder.
- Det hjælper jo ikke, at man har gode bønner, når man brygger kaffen forkert.
I Baresso lærer medarbejderne, hvordan man laver kaffe. Der er endda et kursus i filterkaffe.
- Kaffe er ikke bare kaffe, det er ligesom vin. Den smager forskelligt alt afhængigt af, hvor den kommer fra, og hvordan den er brændt, forklarer Sahra.

Sahra M Sol Tau er kvinden bag den ny Baresso på RO's Torv. (Foto: Privat)

Lounge på toppen

Cafeen får 40 siddepladser. På første etage bliver der lounge-område med lænestole.
Her kan man sidde i sollyset, mens man holder øje med livets gang på torvet og drikker yndlingskaffen.
Kæden er for nylig blevet opkøbt af en tysk ejer, der også har købt den svenske kæde Espresso House.
Barresso i Roskilde beholder sit navn frem til marts 2018, hvorefter den skifter navn til Espresso House.

ag@roskildeavis.dk