Mindeord over Tim Wulff
Borgmester Thomas Andresen skriver på vegne af Byrådet i Aabenraa Kommune mindeord om byrådsmedlem og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Tim Wulff
Det var med stor sorg, at vi i torsdags modtog nyheden om Tim Wulffs pludselige død.
Det er en afholdt byrådskollega, vi har mistet – alt for tidligt.
Tim var vellidt på tværs af det politiske spektrum i byrådssalen. Det er der mange gode grunde til: Tim var en samlende kraft i byrådet, fordi han var god til at samarbejde og fordi han altid havde fokus på bolden – på målet.
Og så havde han glimt i øjet og en humor, der kunne tage brodden af tilspidsede situationer.
Tim var et imødekommende væsen og kunne tale med alle. Det erfarede jeg, da jeg første gang mødte Tim for mange år siden. Det var til en modeopvisning i Tinglev, hvor Tim var konferencier. Jeg husker hans elegante måde at tale til publikum og skabe nærvær.
Tim havde en lang politisk karriere bag sig, som toppede med hans formandskab for Kultur- og Fritidsudvalget i indeværende byrådsperiode. Han gik tidligt på pension for netop at kunne hellige sig kultur- og fritidspolitikken. Dette engagement har vi andre byrådsmedlemmer mærket tydeligt og nydt godt af. Tim var myreflittig.
Ud over kulturen lå landdistrikternes vilkår hans hjerte nær. Og selv om hans eget hjerte lå i Fårhus, hvor han boede, tog hans politiske tilgang altid udgangspunkt i et helhedssyn. Tim havde sit fokus på hele kommunens udvikling.
I Byrådet kommer vi til at savne Tim som en sober og ordholdende politiker og som en god ven og byrådskollega.
Tims familie kommer til at savne et varmt og kærligt familiemenneske. For det var han først og fremmest.
I denne svære tid går vores tanker til Tims familie. Æret være Tim Wulffs minde.