Fortsæt til indhold

Flygtninge har behov for flere lokale netværksfamilier

Dansk Flygtningehjælp i Køge er godt i gang med at hjælpe flygtninge med at få et lokalt netværk i samarbejde med Køge Kommune og leder nu efter flere interesserede familier

Arkiv
Arkiv

Mange af de flygtninge, der kommer til Køge Kommune, har behov for at få et nyt lokalt netværk, så de kan komme i gang med at få kontakt med det samfund, de er ankommet til.
I løbet af det seneste halve års tid er Dansk Flygtningehjælp i Køge kommet godt i gang med at bringe flygtninge og danske netværksfamilier eller enkeltpersoner sammen, og nu efterlyser flygtningehjælpen nye lokale familier.
”Vi oplever især, at flygtningefamilier med børn ønsker at møde lokale familier med børn, så vi efterlyser først og fremmest lokale familier, som har lyst til at hjælpe flygtningefamilierne i gang med at få et socialt netværk i Køge Kommune,” fortæller Palle Johansen fra den lokale koordinationsgruppe, der arbejder med at bringe flygtninge og lokale familier sammen.
Flygtningene møder jo i første omgang kommunen og det offentlige system, så for Dansk Flygtningehjælp handler det først og fremmest om mødet menneske til menneske, hvor man måske bare drikker en kop kaffe, tager en tur med bussen eller viser, hvordan man finder ned til stranden.
Palle Johansen forklarer, at flygtningehjælpen går grundigt til værks i arbejdet med at matche flygtninge og lokale familier. Det giver de bedste chancer for en langvarig relation mellem den lokale familie og de nye borgere i Køge.
”Vi mødes typisk med flygtningefamilien for at få et billede af hvem de er, hvad de har af interesser, jobmæssig baggrund og så videre. Derefter forsøger vi at matche dem med en lokal familie, som måske har nogle af de samme interesser,” forklarer Palle Johansen.
Derefter får flygtningefamilien og den lokale familie nogle anonymiserede oplysninger om hinanden. Hvis man så beslutter at gå videre ud fra det, arrangeres et møde.
Som frivillig netværksfamilie i Dansk Flygtningehjælp får man tilbud om relevante kurser. Der er mulighed for sparring og støtte både fra den lokale koordinationsgruppe og fra Dansk Flygtningehjælps regionskonsulent, hvis der opstår spørgsmål i forbindelse med det frivillige arbejde.
Endelig arrangerer flygtningehjælpen møder, hvor de lokale familier mødes, så de får mulighed for at dele deres erfaringer og udveksle idéer til aktiviteter og løsning af forskellige udfordringer.
Hvis du har lyst til at blive en del af flygtningenes nye netværk – eller vil du gerne vide mere – kan du kontakte Palle Johansen på palle.johansen@skolekom.dk eller tlf. 23600055.