Fortsæt til indhold

Frivillig Fredag i Rådhusgården

Frivilligrådet i Køge inviterer til en eftermiddag med spændende oplæg om frivilligt engagement

Arkiv
Martin Rasmussen

Køge Frivilligråd holder Frivillig Fredag i næste uge, når Rådhusgården fredag 30. september er rammen om et arrangement, hvor man blandt andre kan møde det tidligere folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic.
Formanden for byrådets social- og sundhedsudvalg, Dora Olsen (DF), åbner arrangementet klokken 15.00, og klokken 15.10 holder Nanna Muusmann dagens første indlæg om frivilligt engagement, tradition og fornyelse. Nanna Muusmann er til daglig afdelingsleder i Vollsmose Sekretariatet og ansvarlig for de indsatser, der har at gøre med uddannelse, beskæftigelse og sundhed i den landskendte Odense-bydel. Hun er en af de mest markante stemmer, når det kommer til beskæftigelse, uddannelse og sundhed blandt børn og unge.
Klokken 16.00 taler Peter Lindblad fra ÆldreSagen om frivilliges samarbejde med det offentlige, og klokken 17.15 indtager debattøren Özlem Cekic scenen. Hun taler om sine erfaringer med dialogkaffe og fællesskab.
I løbet af dagen vil der også være zumbaopvisning klokken 16.45, og man kan møde repræsentanter fra en række foreninger i Køge Kommune.