Fortsæt til indhold

Æblesejlads er grænseoverskridende

Med et nyt, grænseoverskridende samarbejde styrkes æblesejladsen på Flensborg Fjord

Arkiv
Arkiv

Når der i år holdes æblesejlads og æblefest i oktober i byer ved Flensborg Fjord sker det i et nyt, grænseoverskridende samarbejde mellem Flensburg, Glücksburg, Kollund og Gråsten.
Byerne koordinerer og udvikler deres aktiviteter med æblesejlads i dagene 13.-16. oktober og gennemfører fælles markedsføring. Det sker med støtte fra interregprojektet KursKultur og med turistorganisationen Tourismus Agentur Flensburger Förde som tovholder. Der er bevilget 115.000 kroner til to års samarbejde, og som nye initiativer i år bliver der bl.a. indsat en shuttlebus mellem byerne fredag den 14. oktober, og der udgives en brochure på begge sprog med historien om gråstenæblet og æblesejladsen.

Det startede i Flensborg

Museumshafen i Flensburg begyndte som den første i 1980 at fejre den tradition, at lokale producenter indtil for 100 år siden fragtede en stor del af efterårets høst med skibe til Flensburg og andre havnebyer. Det var nemmere med skib end ad landevejene.
I år er det i weekenden den 15. og 16. oktober, at der på havnen i Flensburg holdes æblesejladsfest med aktiviteter og marked med blandt andet æbler fra æblesejladsen. Gamle skibe sejler fredag den 14. oktober til Glücksburg efter æbler, og lørdag ankommer skibe med æbler fra Kollund og Gråsten.
Det var i 1999, at Gråsten hægtede sig på æblesejladsen med en æblefest, som dog efter ti år gik i stå i en årrække. Til gengæld kom Kollund i 2010 med i æblesejladsen og holder æblefest på molen fredag eftermiddag i år den 14. oktober.

Fredag den 14. oktober henter gamle skibe æbler i Glücksburg. Foto: Touristik Verein Glücksburg e.V.

Æbledronningen står bag

Gråsten kom for tre år siden igen med Gråsten Æblefestival, hvor også æblesejladsen indgår. Festivalen åbner på havnen i Gråsten torsdag den 13. oktober kl. 17, og den strækker sig til lørdag kl. 17, altså også efter æbleskibene er stævnet ud på fjorden lørdag kl. 9 med kurs mod Flensburg.
Initativtager til æblesejladsen i Gråsten - både nu og tidligere - er kunstneren Karin Baum, som stammer fra Lauenau ved Hannover og har boet i Rinkenæs ved Gråsten siden 1993. Karin Baum, der lokalt har fået titlen 'Gråstens Æbledronning', er også en drivkraft bag FFKK - Flensborg Fjords Kunst- og Kulturforening.
"Det har altid været min drøm, at vi kunne få et tæt samarbejde om æblesejladsen på tværs af grænsen," siger Karin Baum.

Æblesejladsfesten i Kollund holdes fredag den 14. oktober. Skibene læsses med æbler og sejler lørdag morgen til Flensburg, hvor der i weekenden er æblesejladsmarked og fest på havnen. Foto: Kollund Roklub

Også godt for turismen

Hendes initiativ støttes af blandt andre Stephan Kleinschmidt, udvalgsformand for kulturel og regional udvikling og for Kulturregion Sønderjylland-Schleswig.
"Vi synes, at det er oplagt at afstemme æblesejlads-aktiviteterne omkring fjorden, markedsføre dem sammen og derigennem udvikle hele området som turistdestination. Samtidig kan vi være med til at kvalitetsudvikle produkterne og flytte deltagere på tværs af grænsen," siger Stephan Kleinschmidt.
Både Baum og Kleinschmidt har siddet med i en kulturgruppe i Gråsten, som for nogle år siden besluttede at bruge gråstenæblet som udgangspunkt for oplevelser i Gråsten.

Æblefestivalen i Gråsten holdes på havnen torsdag den 13. oktober til lørdag 15. oktober. Lokale fødevarer er i fokus, og et højdepunkt bliver koncert med det skotske folkband Skippinish fredag aften. Foto: Søren Gülck

FAKTA

Gråstenæblet er udviklet omkring 1750 af podekviste fra Gråsten Slotshave af gartneren Hans Peter Vothmann, som var efterkommer af en gartnerfamilie fra Tyskland. Sorten blev hurtigt udbredt i Danmark og også i Tyskland med hjælp fra Hertugen af Augustenborg. I 2005 blev gråstenæblet kåret af Danske Frugtavlere til Danmarks nationalæble.

Æbler og gamle skibe klæder hinanden. Foto: Søren Gülck