Fortsæt til indhold

Rock og rul til julemaden

Peter Ørnstrup er rykket ind på Ragnarocks café og er klar til julefrokosterne

Arkiv
Arkiv

- Rock and roll er også godt til julemad, forklarer Peter Ørnstrup, som nu er blevet køkkenchef på caféen i Roskildes nye rockmuseum, hvor han laver sin egen julemenu. - Jeg kan godt lide de klassiske danske juleretter. Men så har jeg prøvet at give dem lidt 'twist and shout', siger han med henvisning til et berømt gammelt Beatles-nummer. - Samtidig er der ikke så mange forskellige retter, fordi de jo skal laves fra bunden. Det foretrækker jeg fremfor mange forskellige ting, som man alligevel ikke kan nå at smage på, forklarer Peter Ørnstrup.

Ikke moden til pension

Den velansete 66-årige kok indførte for alvor gourmetmad i Roskilde, da han tilbage i 1974 blev restauratør i Byparken. To år senere startede han sin første udgave af Gastronetten i Sankt Ols Gade, hvor folk kunne hente take-away-mad af en hidtil uset kvalitet. Senere blev det til en restaurant i Karen Olsdatter Stræde, hvor Mumm nu har til huse, før Ørnstrup igen lavede kvalitetspræget selvhenter-mad på Sct. Jørgensbjerg. Efter mange års hårdt arbejde, overdrog han sidste år denne forretning til en efterfølger. Men da direktøren for Roskilde Museum Frank Birkebæk tilbød ham at blive leder for rockmuseets nye café, slog han til. - Jeg trængte til et pusterum, men det gik op for mig, at jeg alligevel ikke var klar til at gå på pension. Jeg har slet ikke fortrudt, for det er meget spændende at være her på Ragnarock sammen med mange andre, efter at jeg i så mange år har været vant til at arbejde alene.

Klar til selskaber

Efter åbningen af rockmuseet i slutningen af april, mærker Peter Ørnstrup, at der kommer flere besøgende fra en stor del af Danmark og det sydlige Sverige. Hans café serverer mad, kager og drikkevarer tirsdag-søndag klokken 10-18. Onsdag er der længe åbent til klokken 20.00, så gæsterne også kan få aftensmad. Mandag er rockmuseet lukket for at give plads til firma-arrangementer, og de skal som regel også spise. Op til jul vil Peter Ørnstrup sørge for en buffet med julemad, og han er samtidig klar til at åbne for selskaber, hvis der er mindst 30 deltagere. Derimod sælger han ikke ud af huset efter aftale med sin efterfølger på Gastronetten. Den sidste onsdag i november planlægger han et større julearrangement i restauranten, hvor langt over 100 mennekser kan spise, når der dækkes op. tk Julemenu Ragnarock Karrysild med æblekompot. Gravad laks med gin og tranebær-relish. Rugmelsstegt rødtungefilet med grøn remoulade. Stegte og confiterede andelår med stegte kartofler. Sprød rødkålssalat med kirsebær og mandler. Glaseret juleskinke med ahornsirup og sennep. Sprød rosenkålssalat med appelsin, valnødder og perlebyg. Kalvesylte med rødbede-tartar. Ris à la mande med blodappelsin og kirsebærsauce.