Fortsæt til indhold

50.000 kroner til børns fritidsaktiviteter

Broen Køge har fået 50.000 kroner fra Poul Erik Bech Fonden til sit arbejde for børns og unges fritidsaktiviteter

Arkiv
Martin Rasmussen

Organisationen Broen Køge får endnu bedre muligheder for at hjælpe børn og unge med sports- og fritidsaktiviteter fremover, efter organisationen netop har modtaget sin hidtil klart største donation.
Forleden kunne formand Peter Poulsen og resten af Broen Køge således modtage en check på 50.000 kroner fra Poul Erik Bech Fonden til sit lokale arbejde.
"Folk er generelt positive over for vores arbejde, og der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe, men dette er klart den største støtte, vi har fået, og det kommer til at gøre en stor forskel for os i arbejdet med at hjælpe børn og unge med at dyrke idræt og andre interesser," forklarer Peter Poulsen.
Broen Køge hjælper børn fra socialt udsatte familier, hvor familiens situation betyder, at barnet ikke har mulighed for at deltage i et aktivt fritidsliv sammen med andre børn eller unge. Det kan eksempelvis være med udstyr eller dækning af andre omkostninger i forbindelse med aktiviteterne.