Haderslev opretter støttecenter for udsatte
Kommunens nye støttecenter skal hjælpe borgere i egen bolig
Borgere, der er i nød og mangler et sted at bo, vil fremover kunne få hjælp på det støttecenter, som Haderslev Kommune vil indrette.
”Der er rigtig meget, der løser sig, hvis man har en dør, man kan lukke. Det er baggrunden for, at vi nu opretter et støttecenter med blandt andet to nødboliger,” siger Holger Mikkelsen, formand for Voksenudvalget, i en pressemeddelelse fra Haderslev Kommune.
Erstatter Housing First
Kommunen har tidligere været med i hjemløseprojektet Housing First – et projekt støttet af Socialstyrelsen. Projektet havde fokus på vigtigheden i at have en bolig, og det er blandt andet på baggrund af erfaringerne fra Housing First, at støttecentret oprettes.
Støttecentret kan bruges i en periode, hvor tag over hovedet kan være med til at hjælpe borgeren i den rigtige retning.
Støtten er for borgere, der ofte har flere problemer at slås med, som f.eks. økonomi.
Derfor bliver en væsentlig del af tilbuddet også hurtig støtte til dem, der har behov for hjælp til at fastholde egen bolig.
”Det er ikke nok at tilbyde en bolig. Vi tror, at det er nødvendigt samtidig at give individuel støtte,” siger leder af Handicap og Psykiatri Peter Chortsen Isak. jesl