Fortsæt til indhold

Daniel åbner snart Fredericia Isenkram

Daniel Huusmann: “Butikken fylder meget i hovedet”

Arkiv
Peter Friis Autzen

I næste uge slår Fredericia Isenkram dørene op i de nyindrettede lokaler i Fredericia Midtpunkt. Butikken ligger der, hvor Frk Nips tidligere havde til huse.
Butikschef Daniel Huusmann har i de seneste uger knoklet for at få butikken klar i tide.
“Heldigvis har familien hjulpet til,” siger han og tænker blandt andet på det indledende arbejde med at male lokalerne.
Daniel er fra Haderslev, hvor hans forældre i mange år har drevet isenkræmmer-butik i den samme kæde, Din Isenkræmmer.
“Da jeg voksede op, var jeg vant til at arbejde for dem i butikken. Men da jeg afsluttede skolen, ville jeg uddanne mig til automekaniker. Efter to-tre år fandt jeg dog tilbage i folden og fik smag for at drive butik,” siger han.
Han flyttede til Odense, hvor han kom i mesterlære i en butik i Rosengårdscentret.
“Derefter blev jeg butikschef i vores butik i Tarup Centret. Da min uddannelse sluttede, satte jeg mig for at skabe min egen butik,” siger han.

Fredericia er oplagt

Daniel Huusmanns plan om at åbne egen butik førte ham til Fredericia.
“Fredericia er oplagt. Her er mange mennesker, et stort opland og et godt flow i byen,” siger han.
Men der ligger i forvejen tre isenkræmmere inden for voldene. Hvorfor er det oplagt at etablere sig her?

“Vi bliver en anden slags isenkræmmer. Vi vil fokusere mindre på livsstil og gaver - og mere på godt, gammeldags isenkram: Brugbare ting til hjemmet. Også ting som hængelåse, lommmelygter, flagsnore. Og ikke så meget Kähler-vaser og kongelig porcelæn,” siger Daniel Huusmann.
Din Isenkræmmer-kæden har sit eget mærke, Conzept.
“Det gør blandt andet, at vi kan sælge kunden en god stegepande til en lavere pris - men uden en stjernekok på kassen,” siger han
En del af butikken indrettes specifikt til rengøringsartikler. For eksempel støvsugere.
“Og selvfølgelig kan man få lov at prøve støvsugeren. Det vil de fleste gerne. I butikken i Tarup centret var det faktisk aldrig nødvendigt, at vi selv støvsugede gulvet; Det gjorde kunderne,” siger Daniel med et smil.
Sortimentet kræver også en særlig indretning af butikken.
“Der vil være mange varer. Og det skal hylderne kunne holde til. Så det bliver nogle kraftige metalhylder,” siger Daniel Huusmann.
Han og kæresten, Line Jespersen, skal begge arbejde i butikken. De forventer senere at flytte til Fredericia.