Maiden Aalborg på Konfus
Iron Maiden-kopibandet Maiden Aalborg vender traditionen tro tilbage til Esbjerg til efteråret. Og ifølge en anmeldelse af musikjournalist og forfatter Steffen Jungersen er der i den grad noget at glæde sig til: “Tak til Iron Maiden for at have skrevet de sange, men tak som fanden til Maiden Aalborg for at spille dem mere veloplagt og vitalt, end jeg har hørt det gjort i årevis! Ja, jeg mener det”, skriver han på sin hjemmeside.
Hovednavnet bliver varmet op af det lokale Esbjerg-band Diagnosed Diversity, som spiller rockmusik med fede riffs og fængende tekster. Det gør de så godt, at deres første single 'Going Astray' røg til tops på P3 Karrierekanonens populærliste over rocknumre. Selvom Diagnoses Diversity kun har spillet sammen siden marts i år strækker fællesskabet og musikken sig helt tilbage til de tidlige teenageår, hvor tre af bandets medlemmer startede deres første band sammen. Nu er de for alvor klar til at dele deres musik med folket.
Maiden Aalborg + Diagnosed Diversity spiller i morgen, 30.september, på Konfus. Dørene åbner kl.20 - første navn på scenen kl. 21.