Jerne, Jeppe og missionen
Ole sad på en knold og sang, Jens Vejmand, Jeg er havren. Hvem kender ikke Jeppe Aakjærs udødelige sange?
Jeppe Aakjær er nok en af de største sangskrivere, vi har haft. Udover digteriet skrev han store fortællinger, bl.a. om den jyske Robin Hood 'Jens Langkniv', ligesom han var samfundsrevser. Aakjærselskabet udgav for nogle år siden en bog med titlen 'Aakjær og det religiøse'. Her blev det afsløret, at Jeppe Aakjær i sine velmagtsdage bekendtgjorde, at de danske kirker var skuespilhuse og præsterne de rene skuespillere, hvilket var medårsag til, at han måtte tilbringe 17 dage i Viborg Arrest.
I Jeppe Aakjærs barndom spredte Indre Mission mørke skyer og talte om de frelste og fortabte, og senere rettede digteren et hårdt angreb mod præstestanden, der forargede Aakjær.
Mange af Aakjærs tekster indeholder en dyb undertone af det religiøse, så digteren var nok ikke ateist – eller var han? Spørgsmålet bliver måske besvaret i Jerne Sognehus, når dørene åbnes på mandag kl. 14 for et foredrag med næstformand i Aakjærselskabet Peder Kristian Nielsen. Der er fri adgang.