Fortsæt til indhold

Øko-julefrokost med guldmærke

INSP i det gamle skoleslagteri piller ved traditionerne i julemaden

Arkiv
Af Charlotte Christensen

Ligesom al anden mad, der fremstilles og serveres hos Spisestedet INSP i det gamle skoleslagteri, bliver årets julefrokostbuffet også økologisk. Det er den i så høj en grad, at INSP - som det eneste spisested i Roskilde - er tildelt Fødevarestyrelsens økologiske guldmærke, fordi 96 procent af råvarerne, der bruges i køkkenet, er økologiske. - Alle retter, der fremstilles af nydanske kvinder i vores socialøkonomiske virksomhed, laves helt fra bunden, fortæller Brian Engberg Hansen, der er køkkenleder hos INSP. Julefrokost-menuen ligger ikke fast endnu, men der bliver helt sikkert pillet ved de traditionelle juleretter.

Udfordrer julebordet

- Vores bud på en julefrokost vil bestå af mindre kød og mayonnaise. Til gengæld sparer vi ikke på urter, krydderier og grøntsager fra hele verden. Vi tager udgangspunkt i det traditionelle danske julebord og udfordrer det. Sidste år var leverpostejen skiftet ud med en linsepostej og silden var marineret med chili og appelsin. Flæskestegen bestod af braiseret svinekam, fortæller Brian Engberg Hansen. INSP leverer mad ud af huset og har desuden plads til selskaber på op til 80 personer. - Vi holder til i Folkerummet på det gamle skoleslagteri, hvor der tidligere var kantine. Lokalet er mere råt, end det er luksus. Det er en del af charmen. Til gengæld tilbyder vi, at vores gæster kan indrette lokalet som de vil. Vi har blandt andet haft gulvet fyldt med sand, da her blev holdt Hawaii-fest, slutter Brian Engberg Hansen.