Fortsæt til indhold

Man behøver ikke at passe ind i en firkant for at lave en

Lille lokal virksomhed samarbejder med Gentofte Håndarbejdsværksted og fastholder glæden ved processen fra rå materialer til færdigt produkt

Arkiv
Signe Haahr Pedersen

håndværk Der er noget særligt ved den popnittemaskine. Den ligner lidt en pistol og kræver kræfter at bruge. Men mest af alt skaber den hurtige resultater, når den hæfter ting sammen. I dette tilfælde små stykker gummi til træpladen, der udgør bagsiden af den ramme, som Thomas Pii Winkel opfandt for tre år siden. En ramme, der er beregnet til børnetegninger, og som nu står på hylderne i et stadigt stigende antal danske og udenlandske forretninger under navnet ’RAM’N’. Den øgede produktion har betydet, at fra at stå og lave hver enkelt ramme selv i sit værksted i Hellerup, har Thomas måttet hyre hjælp fra flere hænder. Men det skulle ikke være hvem som helst, der fik fingrene i materialerne og popnittemaskinen, fortæller han. “Jeg ville gerne give den der glæde ved at lave noget videre. Jeg har faktisk haft svært ved at slippe den der arbejdsproces med at samle rammerne. Jeg nød at stå og lave det arbejde. Det har jo været en drøm for mig at lave mit eget produkt og putte det i papkasser og sende det ud i verden.”

Skumhuller og filtskruer

Glæden røg derfor ind i projekt- og montageværkstedet hos Gentofte Håndarbejdsværksted, som er en socialpædagogisk arbejdsplads for mennesker med udviklingshæmning. Siden efteråret 2015 har de seks mænd Evald Pedersen, Mads Madsen, Jens Steen Andersen, Ole Klitbo, Benno Alex Fichtmann og Alexander Møller Elskær hamret huller i skumfirkanter, monteret skruer i filtstykker, justeret akrylstænger og popnittet, hvad der skal popnittes for, at rammerne fungerer, som de skal. “Den er sjov at bruge,” siger Evald Pedersen og holder smilende maskinen frem foran sig.

Evald Pedersen har arbejdet hos Gentofte Håndarbejdsværksted i to år.

Sjæl i ramme

Og netop den entusiasme, som Evald og hans kolleger viser, når de sidder med opgaverne, gør, at de udfører dem hurtigere end forventet og gør det nemmere for Thomas at overlade en stor del af rammeproduktionen til dem. “De er konkurrencedygtige, kan tage små mængder og er utroligt fleksible. Og så føles det bare trygt på en eller anden måde. Der er ikke et stopur, der tikker, når man går ind ad døren, som man kan opleve i store firmaer. Jeg kan selv køre ud og hente tingene, og nogle gange har jeg også kage med. Det er bare en god løsning - om man så skal hente 50 eller 500. Der ligger noget sjæl i det,” siger han. Jette Hanson, der er ansvarlig for projektværkstedet, er også glad for samarbejdet med den lille lokale virksomhed. “Det gode ved produktet er, at det indeholder mange forskellige delelementer, og der er derfor mulighed for at finde lige præcis den opgave, der passer til den enkeltes kompetencer, som så kan være selvkørende. Derudover får medarbejderne nye håndværksmæssige færdigheder og lærer at bruge nyt værktøj,” siger hun og kalder det forhold, som medarbejderne og Thomas har opbygget for unikt. “Vi oplever, at han er personligt involveret i projektet. Han hilser altid på alle her, når han kommer, og det ligger ham meget på sinde, at den enkelte medarbejder arbejder med opgaven på den bedste måde sådan, at det de gør, er meningsfyldt og at arbejdsgangen bliver så optimal som mulig. Han har en relation til os, og det er ret specielt og gør, at man får et ejerskab til produktet.”

En af de opgaver, værkstedet løser for ‘RAM’N’ er at banke huller i skumgummiklodser.

Frigivelse af tid

I værkstedet hos Thomas Pii Winkel og hustruen Marie-Louise Pii, som han driver ’RAM’N’ sammen med, brygges der på et håb om, at samarbejdet med Gentofte Håndarbejdsværksted kan frigive tid til at udvikle flere opfindelser. “Jeg nyder at få tingene lavet der. Jeg vil gerne, hvis noget nyt sker hen ad vejen, at de så er med. Især i forhold til at starte nye produkter op,” siger Thomas Pii Winkel. Fakta @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Gentofte Håndarbejdsværksted (GHV) Blev grundlagt i 1962 Har 31 medarbejdere og 6 personaler fordelt på 5 værksteder Værkstederne arbejder hhv. med medie, tekstil, projekt- og montage, bogbinderi og kantine Løser opgaver for tre mindre virksomheder samt en række lokale skoler

Mads Madsen er en af de medarbejdere, der arbejder med produktionen af rammerne.