Stubbæk Skole er den sundeste i Aabenraa
Sidste år løb de med æren, men kan de forsvare titlen i 2016?
Børnene på Stubbæk skole var sidste år så sunde, at de kan bryste sig af at være Aabenraa Kommunes sundeste skole. Skolen har på lige fod med størstedelen af kommunens skoler deltaget i Sundhedsugerne, der løber som en landsdækkende konkurrence på skoler i alle landets kommuner i de tre uger op til efterårsferien i uge 42. Skolebørnene får point efter, hvor sundt de lever, og de dyster blandt andet på kost, søvn og fysisk aktivitet.
Sundhedsugerne er en del af sundhedsprojektet “Aktiv Året Rundt”, som UC Syd KOSMOS med støtte fra Nordea-fonden står bag, og Stubbæk Skole får ikke lov at hvile meget længere på laurbærrene. Tilmeldingen til dette års Sundhedsuger er nemlig i fuld gang, og i skrivende stund ligger den på 361.388 tilmeldte elever. Det er over halvdelen af alle Danmarks skolebørn.
Brug bolden
Hver elev får en bold, som skal sættes i spil, så kroppen får masser af bevægelse. Og nok var det Stubbæk Skole, der var de sejeste i sundhed i 2015 i Aabenraa Kommune, men med de mange tilmeldte deltagere både i Aabenraa Kommune og på landsplan, skal de være 100 procent engagerede i at bruge bolden for at score højest i sundhedsugerne igen i år.dietz